Tekst

Skrevet 19. november 2009.
Redigeret og lagt op 7. januar 2023.

Ritets adrenalin og Manis fulde ansigt fik de tilstedeværende ulve til at løbe som forårskåde lam mod det nye vi. Glemt var skader og tab. Hvad der end viste sig af Ormens kryb, blev det mejet ned, delt i småstykker og trampet for fode. Få bemærkede og ingen bekymrede sig om det svage sug fra Islands Brygge, der stadig hev i alt åndeskabt. Om noget gjorde medvinden blot sejrsløbet hurtigere og vildere.

Henover Langebro stopper vildskaben og lader vildreden tage sin plads. Københavnske ulve som gæster kigger med forvirrede blikke på det syn der møder dem: Fra et sted midt i byen rejser sig en sort regnbue, der ender midt i Den Sorte Diamant. Den ser ud til at have lige så mange farver som Bifrost, men de er alle sorte, og den virker også levende eller i hvert fald bevægende. Enkelte blikke falder på goderne, der ikke ser lige så overraskede ud som resten af flokken.

Over broen mødes flokken af Orm i store mængder. Forvildede skripi, apatiske turser og hulkende marer. Ormeslammet slosker stadig om fødderne på ulvene, men det er dødt og hvirvler ikke længere rundt. Her er beskidt, men stormen er dødt ud, og de tilbageværende af Ormens lakajer ænser ikke hvad der foregår.

Den Sorte Diamant nærmes med forsigtighed. Krigerne uddeler lavmælte ordrer, der får flokken til at sprede sig til de fire formationer som forsvarede ritehøjen. Intet kommer dog ud af bygningen. Til sidst går spejderne forsigtigt ind, bakket op af krigerne. Indenfor er der stadig en ram lugt af Orm, men alt er dødt derinde. En spirituel atombombe har ramt stedet og brændt alt Orm til slagger.

I midten af det hele står en søjle af sort, koncentreret, plasmisk Orm. Den bevæger sig med svimlende hast nedad. Men den lugter eller mærkes ikke af Orm. De opmærksomme ser et svagt sølvernt skær omkring søjlen. I alles ører lyder en tung hjertelyd, der mere fornemmes som en puls igennem kroppen end en egentlig lyd. Den er langsom, dyb og virker på en eller anden måde anstrengt - eller måske bange.

Da alle er inde i bygningen lyder en hviskende stemme i deres hoveder. Fjern, som kom den fra en anden verden. Den er lyden af kampslag og sejrsråb. Nogen, der ikke er så stærkt bundet til verdenen på den anden side af Sløret hører den måske ikke engang:
"Velkommen Jarmers Sept. I er septen under Svartfrost. Jeg er jeres fylgje, Den Sidste Sejr. Foran jer ser I Svartfrosts ende. Jeres barn beskytter jer mod dens vælde. Hvis Svartfrost bryder fri, vil Hafnia ikke længere stå til at redde. Lige nu har vi udskudt dens sidste sejr. Vogt jer for al tid."

Stemmen svinder bort og alle står og kigger uden at sige noget en tid. Så begynder de mere praktisk anlagte at barrikadere stedet, mens andre sætter sig ned for at diskutere hvad alt dette betyder.

Søndag morgen titter frem mellem regnskyer. Stille begynder regnen at dale. Den vasker langsomt Ormen af byen.

Tirsdag bliver en ny plan for Nørreport fremlagt.