Tekst

Det var et underligt blot, for hverken Elin Sølvskjold, Ildbærer eller Retfærdighedens Kløer var tilstede. Elin var i Norge for at hjælpe brodersepten deroppe, Ildbærer er stadig væk, og ingen har set ham, og Retfærdighedens Kløer har været kaldt væk af forfædrene i snart to uger nu. Vi må håbe, at han har det godt.

Da der således var frafald blandt de, der bestrider de forskellige poster, trådte næste geled frem, og det må siges, at Sorthøj har mange dygtige ulve. Per, Beta og skjald i Den Rensende Flamme, udførte et flot blotrite, når man tænker på, at det var første gang, at han prøvede. Elin skal nok holde øje med den unge skjald, at han ikke snupper den post fra hende en dag, når han får mere erfaring. Elin sover dog nok stadig roligt. Erfaring har hun jo masser af. Da Peter-hyler-af-vrede var den højest rangerende ulv tilstede, som den eneste Fostern, blev han Hylets mester. Det sidder et par gode lunger på den ulv, men han er jo også Modi. Endelig overtog Daniel, den anden Forseti i Den Rensende Flamme, hvervet som Holmgangens Mester, mens hans Alpha var borte. Han påtog sig også arbejdet som Litaniets Vogter. Måske skulle han overveje at udfordre septen for at få den permanent – eller i hvert fald indtil Ildbærer kommer tilbage, hvilket ingen ved, hvornår er, og så længe kan septen jo ikke gå uden en Vogter af Litaniet.

Allerede inden blotet skete der dog voldsomme ting, som det er værd at bemærke. Pludselig kom Daniel Strange, den utilpassede unge Rotagar fra Den Rensende Flamme, tumlende ud af Landet på den anden side og faldt sammen for fødderne af de forsamlede ulve. Der var hurtig reaktion for at hjælpe hvalpen, der som bekendt drog afsted på sit gennemgangsrite efter sidste blot, der var for to måneder siden. Efter at have sundet sig lidt, var han dog nogenlunde frisk. Han spurgte efter Retfærdighedens Kløer, der havde startet hans rite, og han så noget skuffet ud, da denne ikke var til stede. Heldigvis lovede Daniel, forsetien, at han ville afslutte det påbegyndte. Det hjalp vist noget på humøret, men han virkede alligevel til gerne at ville have haft Retfærdighedens Kløer der.

Blotet begyndte ikke med mad, som det ellers plejer. Elins søster havde været så flink at hjælpe nordmanden, Kåre Nordfjell, med at forberede mad, men den unge mand har vist stadig lidt at lære om tilberedningstid. Da maden endelig var færdig, var den dog fortræffelig som sædvanligt, når Elins søster har haft en finger med i spillet. Men hun har det selvfølgelig i blodet.

Aldrig var knoglen budt rundt, før Daniel Strange bad om den og krævede sit rite fuldført. Han havde bragt kuglen fra tårnet ved universitetet tilbage, som det var krævet. Han havde også frigjort sig selv fra sit væverbånd, som han havde stillet sig selv som opgave. Daniel, forsetien, fuldførte ritet, og alle stemte i efter Stranges jubelhyl. Kort efter erklærede Daniel, at han for eftertiden skulle kendes som Lysets Genkomst, hvilket hans forfader havde ønsket. Det kan være, at den unge ulv endelig er ved at komme til fornuft og lytter til sine aner.

Men Daniel var ikke den eneste, der nu kunne smykke sig med rangen Cliath. Kåre Nordfjell, Michael, Aslaug, Svava og Splint havde været på gennemgangsrite i mellemtiden, hvor de skulle skaffe en fetish tilbage, som blev tabt for septen for mange år siden, men som nu var set af en af vore forfædrene ånder, Kraka Lokesfrænde. Dette klarede de udmærket, hvorfor ånderne alle anerkendte dem som værende af den første rang.

Udover dette, var der to nye folk, som septen ikke havde stiftet bekendtskab med. Den ene var slægtsfolk fundet af Den Rensende Flamme – de må have et specielt trick eller noget – mens den anden bare var dukket op til blotet uden, at nogen kendte ham. Dette rejste en del børster hos en del ulve, men han fik allernådigst lov til at overvære blotet, efter det var blevet slået fast, at han var slægtsfolk. Der blev dog stadig kastet et vagtsomt øje efter denne fremmede.

Endelig havde septen fået besøg af en islænding, der var blevet bedt om af sine ældre at drage ud og lære sig mere om verden. Han præsenterede sig som Olav Vulkanbetvinger, Cliath godi af Fenrirs Æt, og det tilnavn kom der også en spændende historie ud af senere på aftenen. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man nemt tro, at den unge mand var skjald. Olav var egentlig blot på besøg, men som aftenen skred frem blev han mere og mere sikker på, at Sorthøj var stedet for ham, så han endte med at blive optaget i Odins Ulve. Det varmer hjertet, når vi kan acceptere hinanden på den måde på tværs af alle skel, og hvor må Odins Ulve glæde sig over endelig at have fået en godi blandt sig. Aslaug valgte også at blive en del af Odins Ulve, mens Splint og Kåre endnu ikke havde besluttet sig, hvilket kobbel de ønskede at løbe med. Kåre så dog ud til at have noget på sinde, men han kom ikke frem med det i løbet af aftenen. Det skal nok falde på plads for den unge godi.

Odins Ulve stod for mere spænding i løbet af aftenen. Der var ikke nogen, der havde forventet at se Alex, modien, der er Beta i Odins Ulve, igen, efter han var blevet Ormstukken. Han havde dog fået en gammel gode i det nordlige Tyskland til at hjælpe ham, hvilket dog tog livet af den gamle ulv. Nu var han parat til at udfordre Peter-hyler-af-vrede for at blive Fostern. Naturligvis stod den på kamp, og luften var ladet med forventning, for modier slås selvfølgelig altid, men når der står en rangstigning på spil, så er det ligesom noget lidt andet. Det var en drabelig kamp, og det blev svært at se, hvem der vandt, for de to kombattanter lå længe og rodede, men til sidst rejste Peter-hyler-af-vrede sig erklærede, at Alex var værdig til den anden rang. Det var lidt svært at se hvordan, men man stiller jo ikke spørgsmål.

Alex var ikke den eneste, der ønskede at blive Fostern. Forsetien Daniel fra Den Rensende Flamme udfordrede septen, da Retfærdighedens Kløer ikke var til stede. Nogle ville måske have syntes, at han burde have ventet, så udfordringen kunne stilles på den rigtige måde, men det var selvfølgelig hans ret. Der opstod dog noget af et problem, eftersom Daniel var den eneste forseti tilstede, da Michael, den nye forseti, var afsted for at passe på sine slægtsfolk, som han havde opdaget blev forfulgt af mørke ånder. Der var altså ikke nogen til at stille en udfordring, og det var tydeligt, at der var mange unge ulve blandt de forsamlede, for der var snak om, at Daniel selv skulle finde en passende udfordring og så udføre den. Har man hørt mage. Det var vist godt for dem, at Ildbærer ikke var hjemme, ellers havde de fået det hedt. Forløsningen kom fra en ganske uventet kant. Daniels navnebror og kobbelfælle, Daniel Lysets Genkomst, foreslog, at forsetien drog ud for at finde et rite, der kunne hjælpe viet. Dette blev godtaget. Det ser ud til, at Retfærdighedens Kløer alligevel har fået lært Lysets Genkomst noget, selvom det længe så ud til at skulle mislykkes.

Under det hele var der pludselig nogle ånder, der rumsterede og lavede ballade. Vagtånden i tårnet havde åbenbart sovet. Der skal vist lige tages en alvorlig snak med ham.

Efter benet var brudt, blev der fortalt mange historier, deriblandt om overgangsriter – også fra Island. Desuden blev Pers kvad om kampen på Glenhøj sungen mangen gang til stor fornøjelse. Ja, Elin kan være stolt af at være foreviget på så smuk en måde.

Det var godt at se, at de unge ulve er parat til at overtage forpligtigelserne i septen. Med lidt erfaring skulle der gerne også komme mere styr på det. Sorthøj er i sandhed en mægtig sept.


Blækfjer