Tekst

Majblot

Hvis man blev lidt bekymret ved sidste blot, så må denne byrde forsvinde som dug for solen, når man tænker på dette blot. Elin, vores allesammens jarl, Retfærdighedens Kløer, Holmgangens Mester og Alpha i Den Rensende Flamme og Daniel, Forseti fra Den Rensende Flamme, var alle vendt tilbage. Begge havde de løst de opgaver, som var blevet dem stillet, så de nu kunne kalde sig af hhv. Adren og Fostern rang. Retfærdighedens Kløer havde skabt fred mellem to krigende folk i et rige i Landet på den anden side. Daniel havde skaffet septen et rite, der kunne hjælpe med at genføde viet. Han forklarede dog ikke nærmere, hvordan han havde skaffet det. Desværre mangler Ildbærer stadig i septen, og man begynder at frygte for hans velbefindende. Det ville være et stort tab, hvis en så vidende Modi ikke længere er iblandt os.

Til gengæld er septen virkelig blevet velsignet med flere hvalpe – deriblandt de to slægtsfolk, der var med til sidste blot. Martin viste sig at være Modi, så det ser ikke helt sort ud. Dorte var gode, hvilket en tilrejsende hvalp ved navn John også var. Han troede desværre, at han var Skrælling, som denne ulv for et år siden eller lignende. Det blev der heldigvis rettet op på senere på aften, så nu er han parat til at blive en ægte Garou, hvilket Odins Ulve nok skal sørge for. De påtog sig at opdrage ham. Ligeledes påtog Svava fra Den Rensende Flamme at sørge for en ung gydje fra Fianna-stammen. Den Rensende Flamme påtog sig også at få sat lidt skik på Mia, skjalden, der nu har været hvalp siden en gang i vinters. Det er på tide, at hun lærer, at en ægte Garou har alvorligere ting at give sig til end at gå og lege – noget, andre allerede burde have lært. Gaias Skjold tog sig af de to slægtsfolk, Martin og Dorte, der var skiftet siden sidste gang. Som om det ikke var nok, var der kommet to folk fra Schwartzwald, en Modi og hans lærling. Banefoe, som denne Modi kaldte sig selv – han må have været udenlands – er en Modi, som man må beundre, om end næppe ønske sig i hans sko. Hans lærling viste sig at være en Bengnaver-hvalp. Nu troede man lige, at man var sluppet af med den slags.

Man kan ikke lade være med at undre sig over, at der kommer så mange nye ulve til nu efter alle disse år, hvor Gaias krigere blot er blevet færre og færre. Kunne det være de sidste ulve, der lige skal nå at skifte, inden Ragnarok kommer? Varslerne bliver mørkere og mørkere.

To kobler, Gaias Skjold og Den Rensende Flamme, valgte også at gensmede deres bånd, da flere nye ansigter gerne ville blive en del af deres fællesskab. Michael, den spørgelystne Forseti, valgte at lade sig binde til Gaias Skjold, mens Svava og Daniel Lysets Genkomst lod sig binde til Den Rensende Flamme, som de har løbet sammen med i lang tid.

Endnu engang var Kåre Nordfjell, Betaen i Gaias Skjold, køgemester, hvilket gav Bedstefar Ild noget at arbejde med. Nede i Troldhøj kaldes de to goder fra vores sept hhv. Lys og Mørk og ved at kigge på hans brød, kan man jo gætte på, hvem af disse som Kåre er. Der blev gået godt til maden, så der skulle ikke være nogen fare for, at septens medlemmer bliver en flok svæklinge lige foreløbig.

Med maden veloverstået kunne blotet tage sin begyndelse, og traditionen tro startede det med, at benet blev brudt. Næppe var det gjort, før den første alvorlige sag kom på banen. Elin måtte fortælle, at ånderne var forvirrede over den kamp, som havde gjort Alex, Beta i Odins Ulve, til Fostern. Selv må jeg jo sige, at jeg heller ikke helt kunne overskue det, men troede da, at den daværende Holmgangens Mester havde styr på tingene. Det faldt dog også i høj grad tilbage på Peter Hyler-af-vrede, der havde taget imod udfordringen, for klagen lød på, at han havde ladet Alex vinde. Hans reaktion var ikke noget, man havde forventet fra en Fostern – ikke engang en Modi. Hvad ligner det at true de ånder, der hjælper septen på godt og ondt? Den opførsel er taget ad notam. Heldigvis har Gaia placeret ulve med mere fornuft på de ansvarsfulde poster. Den altid visdomsfulde Elin satte den vel iltre Alpha af Odins Ulve på plads, så han kan lære at respektere forfædrene. Derudover fandt Retfærdighedens Kløer en måde at løse det dilemma, som var opstået med tvivlen om Alex’ rang. Da Alex ikke havde gennemgået sit krigsrite, som det sig hør og bør for en Fostern Modi, der vil kalde sig af Fenrirs æt, kunne han passende samtidigt bevise sin rang. Lidt senere blev dette udført med hjælp fra Peter Hyler-af- vrede og Daniel. Alex gjorde en overbevisende figur, inden han måtte bide i græsset. Rent faktisk stod han stadig nogenlunde op, da Elin og Retfærdighedens Kløer måtte gribe ind for at stoppe Peter Hyler-af-vrede, der havde ladet sin vrede løbe af med ham.

Alex stod for mere dramatik den aften, da han proklamerede, at han gerne ville starte et nyt kobbel. Det vakte ganske meget furore, for det var ikke noget, der var sket i de sidste mange år i septen. Diskussionen bølgede et stykke frem og tilbage, men de nye tider fik overtaget, og det blev tilladt Alex (eller andre) at give Sorthøj et nyt kobbel, såfremt han viste sig værdig til det. Retfærdighedens Kløer blev bedt om at finde en passe prøve, der kunne afgøre dette – noget overraskende i samarbejde med Daniel Lysets Genkomst, der havde markeret sig stærkt i diskussionen. Elin må have fået øje på noget i den unge mand, som vi andre ikke se.

De store følelser var ikke ovre for aftenen. Aslaug – også kendt som Stormkæft – fra Odins Ulve overrakte Elin den fetish, som de unge folk havde hentet som deres overgangsrite. Dette skabte noget uro, da Olaf mente, at han og Kåre ført skulle have lov til at undersøge den, som de var blevet pålagt ved sidste blot, og han kunne ikke forstå, hvorfor Stormkæft havde holdt den for sig selv. Det viste sig, at fetishen kunne maskere folk som en skripi, men i mellemtiden udviklede det sig til en mindre skandale, hvor benets ret ikke blev overholdt, og Elin måtte gribe ind for at sætte folk på plads, og Retfærdighedens Kløer som Holmgangens Mester måtte rede trådene ud i en udfordring, hvor duellanterne vist ikke engang helt selv vidste, hvad de skulle kæmpe for. Det endte dog med, at Olaf og Stormkæft gik holmgangen med kløerne forrest. Sådan skal en rigtig Fenrirdyst klares. Olaf måtte til sidst overgive sig, men der er ihærdighed og vildskab i den godi.

Nu hvor emnet er inde på fetisher, så var der flere ting, der knyttede sig dertil den aften. Odins Ulve kunne overrække et bæger, der efter sigende skulle kunne såre en Ormens håndlanger, såfremt denne drak af bægeret. Olaf underholdt også alle med historierne om den første fetish, hvilket Daniel Lysets Genkomst til at komme frem med, at han havde modtaget en fetish fra sin mor, som skulle være overleveret fra hans tipoldefar, Sverre Lysende Sti. Med Kåres hjælp blev den aktiveret og viste sig at hidkalde selvsamme tipoldefar, som for en kort stund lånte Daniels krop for at gæste os ved bålet. Skønt at forfædrene kan hjælpe os så ligefremt og håndfast.

Om det var en fetish eller ej er ikke til at sige, men Elin havde hjembragt en ravnefjer fra sin tur til Norge. Her havde hun forsøgt at redde et lovende, ungt slægtsfolk, men kunne desværre ikke nå det, da en ravn var dukket op ud af intet og angrebet den jætte, der angreb den unge pige, i lang tid nok til, at Elin kunne overvinde jætten. Ravnen ofrede dog sit eget liv i forsøget på at redde pigen, hvorfor Elin tog en af dens fjer og bandt den til sig, så ravnen ville blive husket. En uge senere møder Elin Hugin og Munin, der takker hende for at have ihukommet deres bror, og samtidigt advarer hende mod et stort slag, der vil komme til at stå, hvor Garou vil blive overvundet, hvis ikke de får ravnenes hjælp. Fordi hun havde æret deres bror er der en mulighed, men de ved også, at hun ikke kan tage væk fra sin sept for at opsøge ravnene, så hun blev bedt om at finde en passende udsending. Elin valgte Charlotte, den unge Rotagar, der var blevet Cliath ved sidste blot. Gaia være takket for, at septen styres så kompetent en varulv. Charlotte skal nok vise sig sit hverv værd.

Aften skulle dog ikke slutte uden dårlige toner. Igen var det Daniel Strange, der var ude med riven, da han stillede sig op og fornærmede hele septen, fordi den havde nogle ubesatte pladser. Mage til frækhed skal man lede længe efter! Noget kom der dog ud af det, for Peter Hyler-af-vrede havde tidligere på aftenen udfordret Retfærdighedens Kløer for posten som Landets Holder. Svava udfordrede septen som Ritemester, og Michael, Forsetien fra Gaias Skjold, som Litaniets Vogter i konkurrence med den altid næsvise Daniel Lysets Genkomst. Det er smerteligt, at Ildbærer ikke er der til at holde sit hverv, men det er nok på tide, at det går videre – septen kan ikke stå uden en Vogter af Litaniet ret meget længere. Charlotte prøvede også at udfordre Elin for posten som Hylets Mester, men der skal en del mere luft i lungerne, før du kan klare jarlen, min pige. Det var dog et godt forsøg, og det er godt at se, at én, der har så vigtigt et hverv hvilende på sine unge skuldre, har gåpåmod.

Aftenen sluttede som altid med lystige historier og sange. Odins Ulve var ved at binde alle en historie på ærmet. De påstod, at de havde kæmpet mod draugr længere sydpå, men vi ved jo alle, at draugr ikke findes på den jydske halvø.

Blækfjer