Tekst

Umbraen ifølge Morild den navnløses søn


Når vi kigger på verden ser vi den som den er. Dens farver står os klart i øjnene, enhver lyd klinger rent i vores øren og dens lugte svir os skarpt i næsen. Vi kender verden bedre end nogen, bortset fra de aller ældste. Men enhver Garou ved også at alt hvad vi ser udad til kun er en flig af sandheden. Denne verden er vores verden, thi det er her vi fødes og dør. Men selv fra denne fødsels første, spæde, kvalte skrig ved enhver, at verden er større end dette. Og ikke kun større, men også andet, for det er fra dette andet at vi Garou henter vores berettigelse, vores sande styrke… og vores sjælefred.

Banalt? Ja selvfølgelig er dette banalt. Enhver får det fortalt fra fødslen. Enhver oplever det hver eneste dag i deres liv. Men derfor er det som sådan ikke unyttigt at sige det igen, for vi glemmer hurtigere end vi tror. Vi glemmer, at vende øjnene i deres sokler og lade dem stirre ind i vores kraniers mørke. Lade dem stirre blindt. Lade selve sortheden omslutte os og mærke hvorledes vores tanker langsomt glider ud af kroppen. Høre hvordan alle lyde glider bort og forstummer. Alt er sort og ingen lugte finder dette sted.

Dette er mellemverdenen, eller sløret, som det også kaldes. Grænselandet imellem verdnerne. Det er her frygten bor, for denne grænse er ikke noget som vi rejser over, det er noget vi overskrider i os selv, eller måske snarere vokser ud over, som en sø, der svulmende flyder over sine breder om foråret. Denne overskridelse er svær for mange, og den kræver mange kræfter, men bag anstrengelsen findes livets kilder.

Hvordan kan dette være spørger I? Jo, svaret er faktisk simpelt: det er fordi i allerede er der. Enhver Garou lever hele sit liv på begge sider af dette slør, eller i den fysiske verden og umbraen om i vil. Det er altså ikke tilstedeværelsen, men selve bevidstheden, og kun den, der rejser afsted, når Godien normalt udfører sin pligt. Vi har på sin vis en eksistens hvert sted, to legemer om i vil: et fysisk og et åndeligt. Imellem de to står selve personligheden, det der gør dig til dig.

Hvad er så Godiens rolle spørger du mig? Godiens rolle har ændret sig gennem tiderne. Engang var vi meget, ligesom shamanen hos menneskene i gammel tid var hele stammens beskytter. Idag er vi mindre. Vores rolle er blevet barberet ned i takt med at problemerne i denne verden har hobet sig så megt op. Men altid har vi stået for kontakten til den anden verden. Det er os der er guiderne igennem umbraen, det er os der bringer folk ud i deres søgen efter visdom og henter dem hjem, der farer vild. Det er også os, der følger folk på vej når de skal på deres sidste rejse.

Det er ingen tilfældighed, at Odin ofte forklædte sig som vandringsmand, for det var faktisk det han var. Han vandrede alle steder og fandt al visdom. Det var ham der skabte traditionen, ham der løste gåden og lærte os at tale med ånderne og gennembryde sløret med viljen. Han fandt Sejden og Galderen og han hængte sig selv i foden fra et træ i ni døgn, stukket til blods med sit eget spyd, for dermed at blive genfødt som den første Godi. Han lærte os, at det er nødvendigt at bringe ofre, at det er nødvendigt for Godien at sønderflå sig selv, at kaste et øje i brønden, for at kunne leve på begge sider af sløret. Vores opgave er så, at fortælle hvad vi ser.

Hvis flere vil træde til side på en gang, så hold øje med dem hvo der kan. Det kan være farligt for alle. Ånder ser ikke let på at en hel flok ulve spæner rundt i deres område. Du, Godi, må, som altid, være tolk og guide for de andre. Kun du og de få andre udvalgte forstår åndernes sprog. Kun du ved at det tales med sjælen og hjertet, ikke dine to læber. Tag med dine fæller hvis de vil rejse, og tal deres sag for ånderne, og husk at du ser klarest, så beskriv landskabet I rejser igennem, ellers risikere du, at dine fæller snubler, og så har du ikke gjort din pligt.