Tekst

Der hviskes og kvidres, tiskes og mumles blandt ånderne. Rygtet går at ulvene fra Troldhøj har mødtes til et blot under fuldmånen. De havde en gæst med og flere kom til undervejs.

Nye hvalpe holdt fangen af fjenden blev fundet af to vagtsomme ulve. Toke Lysets Vilje og Niels Slørbryder så dem indespærret i et hul i umbraen og bragte straks dette for septens opmærksomhed. Efter en rejse gennem umbraen og en voldsom kamp anført af Sortmåne lå to spiraldansere og to fomori sønderlemmede tilbage og fire hvalpe var reddede. De virkede godt nok noget sære og ikke helt glade for at være blevet reddet. I starten syntes de faktisk at kæmpe imod deres redningsmænd! De skal nok holdes øje med den næste tid, for andet end ulvehyl var krøbet ind i deres øren.

Tilbage til blot blev det besluttet at de nye skulle løbe sammen i samme kobbel, men gamle Morild og unge Toke Lysets Vilje, som også havde været så flittig at finde dem sprang over i det nye kobbel som alpha og beta. Hvad mon det nye kobbel skal hedde, ingen ved det endnu.

Nu manglede Under Bjerget sin alpha og her trådte Aslak til - eller blev han nærmere skubbet? Helt villig har han jo ikke været for at tage den stilling hidtil. Så nu er Aslak alpha Under Bjerget og Sortmåne hans brave beta - hun er i øvrigt stadig jarl af Troldhøj... hvem er så alpha for hvem?

Da dette efterhånden var kommet nogenlunde på plads trådte Morild frem og meddelte at der havde været en uheldig følge af kampen i København. Derover havde hele septen nemlig rejst for at tæve en skripi, der på særeste vis lignede den gamle forsvundne Drageild. Han var en fæl kal og for at klare ham måtte ulvene iføre sig skripihuder. Disse huder var i kampens hede vokset fast til Trolhøjs ulves stolte ulvepels. Nu skulle den ud og det skulle den gennem kamp. Så var cirklen sluttet og kæmpet blev der. Til lyden af Morilds tromme og tilskyndet af hans fuldmånerod svedtes de fæle huder ud båret på sydende vrede og kampiver. Det var da godt, for allerede nu havde huderne påvirket nogle af ulvenes ellers så benhårde viljer. Ormens indtog i septen blev endnu engang stoppet... som den er blevet så mange gange før.

Men det var ikke kun skripihuder der kom med hjem fra København. For derovre fandt man også en mand som i mistænkelige grad lignede gamle Drageild. Dog var han ikke varulv og genkendte ingen. Hans lugt var vagt bekendt og han blev ført hjem igen, for den gamle leder var savnet. Nu er han så her og vandrer rundt i Århus blandt bumser og tiggere. Til blotet var han dog ikke engang en skygge af sit gamle jeg - til gengæld fik han drukket en del vin og sagt en masse usammenhængende ting. Nogle vil måske mene, at dette er en prøve stillet af et snedigt sind til sit folk, andre mener at Drageild er faldet og tabt for evigt. Tilbage er blot en ussel undskyldning for hans gamle storhed. Det blev dog besluttet at Fjeldhammer, Sømosens Søn og Slørbryder skulle drage ud til Troldhøjs totem, Herren af Højen, for at udspørge denne om omstændighederne omkring Drageilds kamp mod dragen Nidskær. Hans sidste storhedsdåd før han forsvandt i glemsel.

Andre ting opstod som følge af kampen i København. Morild havde jo svoret at han ville udføre heltedåd for at stige til athro, og denne heltedåd skulle være at fælde den skripi som bar Drageilds ansigt. Dette gjorde han og nu vil han finde en ånd som kan anderkende dette og lade ham antage sin nye rang. Om Danmark igen får en læremester udi godens kunst vil det næste store blot afsløre.

Også Aslak vil søge ud i umbraen. Han fandt at tiden var rigtig til at søge svar og nye mål. Aslak vil finde nye våben og lære sin krigersjæl bedre at kende. Dette vil lede til en rejse gennem umbraen om hvilken vi sikkert vil høre mægtige ord inden alt for længe. Imedens vil Ildsjæl og Mika overtage hans post som Holder af Landet og lad os så håbe de kan gøre det godt nok.

Og så blev det blot lukket. Dette bringes til dem der nu måtte lytte af mange forskellige ånder. Noget af det er rigtigt, medens andet er farvet og forvredet. Hele sandheden får man ikke altid fra ånderne.