Tekst

Vi er på Den Anden Side, gennem Sløret, Umbra for nogen, Landet Uden Skygger for andre. To langskæggede aber med virrende, tynde ører svajer sagtmodigt frem og tilbage på hver deres dumhammer, tynde fingre viklet omkring stænglerne i et kvælergreb. Vinde uden land eller ophav vugger skoven af siv, og river op i mosens hængedynd langt under de gyngende ånder.

"Jaeh, jaeh, har man øre, må man høre..." hvisker den ene, og virrer med ørerne.
"Jojo, jaja, og har man ikke, må man spørge både slanger, katte og endda en ulv!", tisker den anden tilbage. Begge bryder ud i kaglende latter, og rusker sivene frem og tilbage med knoglede fingre.
"Ulv! Ulv!" råber de i kor, og lægger hovedet på den ene, så den anden side. Vinden hvisler og hvisker, og ridser sine egne, sære mønstre i vandet med spidse pust.
"Jeg hører, vinden blæste hele vejen fra Jylland til Sjælland, men så blæste den vist ud...." hvisker den ene, og smælder med halen.
"Jaja, jojo, orkanen lukkede vel sit øje, eller vendte det blinde til....Man siger også, gør man..."
"Hvad, hvad, hvad siger man?"
"Man siger ikke så meget, men man kunne vel tro, at store ulve stillede sig over små ulve. Men man hører, man hører..."
"Hvad, hvad hører man?"
"Man hører, at rang ikke gør plads stridig. Det er sært, sært..."
"...jaja, jojo, sært med ham Bloter. Men han ligger vel godt i kurven under Markus' hale...."

Vinden drejer skarpt, og bøjer sivskoven ned mod vandet i et kort øjeblik. Begge aber stirrer nøje ned i dyndet, dypper halerne, rører rundt, og gransker tænksomt den andens halespids.

"Nåhja, nånå, så holder de kaffe-komsammen igen, de kære små...." smisker den ene, og klør sig eftertænksomt i in hårede bagdel.
"Jaja, det ligner jo næsten et udsalg i Bilka, som ånderne flokkes til Kalø...og store poser har de med...Store, tunge poser..." tisker den anden, og rusker sit siv frem og tilbage med hårde klør.
"Med hvad, med hvad?"
"Jaeh, med gammel ørevoks og ulvepels, og sammenbidte tænder. Bistre miner og skarpe kløer. Vrede, siger de...vrede skal det handle om...Jaja, vredes-Blot i den brændte borg, siger man. Troldhøj bringer brænde til bålet...."
Aberne gynger et stykke tid, haler i spiraler om sivenes stænger.
"Nånå, nånå, hvad er de vrede på, de kære små?" siger den ene så.
"Måske er det svært at tjene en Jarl, der hverken kan holde på land eller folk...."
"Måske er det svært at lede en håndfuld kamplystne lemminger...."
Kaglende abelatter gjalder ud over den tyste mose.

"Nånå, først bygger de bro fra halvø til helø, og så fra helø til fastland..." siger den første abe, og peger ud over mosens sorte spejl. I det fjerne kan man måske ane skyggen af spidse buer, der spænder fra kyst til kyst som armerede knogler.
"Jaja, først bygger de bro, og så lukker de broen igen...."
"Nåeh, folket fra Sorthøjen, som ikke vil have flere beskidte poter på dørmåtten, nå nåå?"
"Jaja, det ved man jo ikke, det ved man vel ikke...men Troldhøj tager stærkt på vej, jaeh det gør de..."
"Nå-nå, men har man en læk i badekarret, må man vel stoppe den."
"Jaeh, ellers løber der vel flere forfædre ud i rendestenen..."

Det hvisler og syder i sivskovens bund, og aberne tier for at betragte en flod af blanke, fede mus der skyller mellem visne stængler og mosetuer. To mus med hver deres skæve krone dinglende om ørerne rider på ryggen af deres fæller, mens de strides bittert og tavst om et sæt spindlede tøjler til at styre flugten. Hvert ryk i tømmerne sender strømmen til snart den ene, snart den anden side, som en akavet orm på slingrekurs. Sagte, listig latter følger jagten på vej, og aberne duver langsomt frem og tilbage med dovne, løse bevægelser af deres leddede arme.

"Nåeh, så sniksnakkes der igen, om lederskab og Jarler og burrer i pelsen..." bemærker den ene mildt.
"Jaeh, jaeh, tudsen på diamanten, og en prunk hane på møddingen....hvad skal det vil blive til..."
"Ja, hanen har vel bedst de høje ben til at gå i lortet....."
"Jaeh, men man siger, man siger, at tudser kan kysses til prinser, og få det halve kongerige med..."
"Nåh nåh, jamen så skal han vel giftes med prinsessen af Fossen..."
"Næeh, det tror man ikke, for hun ligger med Klodshans i stedet...."

Pludseligt drejer begge aber hovedet mod det fjerne. Ører virrer, snuder dirrer, men intet er der at se. Alligevel glider begge med behændige tag ned, og sætter i firspring gennem dyndet med høje haler. Vinden rykker rastløst i sivene en stund, men dør så hen.

Denne scene er mest skrevet som en lille historie eller stemningsvækker, men selvfølgelig kan din karakter have overvåget de sladrende ånder på en tur gennem Umbraen.