Tekst

Troldhøjs kamp mod Drageildskripien, ved fuldmåne i maj 2003.

Efter fuldmåneblotet den 17. maj mødes septen tidligt samme morgen i umbraen ved skolopenderen (http://varulv.dk/nd/baggrund.php?BID=34) for at begive sig mod København og møde Drageildskripien i åben kamp.

Aslak har ikke sovet siden blotet sluttede endnu tidligere samme morgen, og ankommer som den første ved skolopenderen. Han går rastløst rundt og stirrer sært gennemtrængende på folk. I umbraen er der helt tæt på ham en smag af utæmmet Vrede i luften, og de der møder hans blik kan fange et glimt af et stålsat sind der kæmper for at holde magten. Krigeren er ikke svær at få øjenkontakt med, men det er tydeligt, at holder man den for længe risikerer man at han kammer over. Mugge dukker op en anelse for sent og ser vagt forsovet ud. Krigeren betragter ham længe og indgående, og om det har noget med Mugge selv at gøre er ikke til at vide, men efter noget tid er det som om Aslak finder et andet fokus: rastløsheden forsvinder, og smagen af Vrede omkring ham bliver skarpere en overgang, inden den fortager sig.
Morild dukker op blandt de sidste, med en stor sort sæk over skulderen. Ulvene springer alle på skolopenderen og suser mod København.

Undervejs på turen taler Sortmåne og Aslak lavmælt sammen mens de nu og da nikker i retning af forskellige ulve. Snakken krydres med fagter og afbrydes ind imellem af spørgsmål til Morild, som altid har et svar klar, hvad end svaret huer dem eller ej. Det er svært at lægge slagplaner når man ikke kender kamppladsen, hvilket dog udadtil lader til at bekymre krigerne mere end det bekymrer goden. Mugge virker sært ligeglad, eller i hvert fald lidt "detached" på rejsen til Sjælland.
- Ulve der kender ham rigtig godt vil måske genkende det som Mugges håndtering af frygt.
Under hele turen er Niels stille, men opmærksom. Med vagtsomme øjne følger han især Morilds bevægelser, og kaster mere end et enkelt blik på sækken. Også hans kobbelfælle, Jens er meget stille. Der lader til at være meget at tænke over. Et par gange vil man måske kunne ane et olmt blik fra dommeren, i Sortmånes retning, men det er meget kort og aldrig når Sortmåne kigger. Jens svarer på tiltale, men forholder sig ellers tavs.

Da septen når Sjælland begynder det at lugte grimt. Omkring der hvor skiltene med "Storkøbenhavn" begynder på jorden er der så tykt med skripier, at folk skal bruge betragtelige mængder af energi på at bekæmpe dem. Og det ser kun ud til at blive værre ind mod byen. Et stykke forinden afslører Morild, hvad han har i sækken. Skripihuder! Han byder sine septfæller at stige af skolopenderen og tage hver en skripihud på.

Og det gør Niels, ganske uden tvivl og tøven. Bevares, man rynker da på næsen over lugten, men hvis Morild mener det er nødvendigt, så er det nødvendigt. Enhver, der tøver bliver venligt mindet om, hvad der lige blev sagt: Tag en ham på, tak. Jens ser til at de andre Stormryttere følger trop. Et bestemt blik og en dyb snerren sætter på plads overfor eventuelle tvivlere, at han ikke tåler modsigelse. Fjeldhammer behøver ingen ordre, men følger troligt sin alpha, selv om han rynker noget i panden, og hans næsebor dirrer af indestængt kvalme.

Ja, hvad kan man gøre. Stol på Goden, stol ikke på Goden. Tag en hud, vind en billet ud. Mugge trækker i skripiham med samme udtryk som en mand der træder nøgen ned i et kar med flydende, fermenteret lort. Hele affæren kræver adskillige smøger. Augh! Mugge var ellers sådan lidt holdt op med at ryge (i hvert fald det i pakker), men stress og raseri bringer uvanen tilbage. Efterhånden som det begynder at trække op med skripier slår han på tæven som det nu hør og bør sig, men i stedet for at emulere krigernes stil forsøger han i langt højere grad at lave "opportunity fire" og holde sin hale ude af skripikløer. Det kommer tæt på et par gange...

Det er tydeligt, at Aslak langt hellere vil kæmpe sig vej ind og tilbage igen end trække i kamouflage - og så tilmed skripihud! Dog er han heller ikke dum, og han gør som Morild byder. På resten af turen, indtil synet af kamp bringer ham på andre tanker, kan man flere gange høre en knurren fra krigeren, lige som han skifter igennem flere former og rykker utilpas med kroppen, som om han prøver at få et for småt stykke tøj til at passe. Også Mika gør væsen af sig og mumler noget med at det "fanme er for dårligt at man skal klæde sig ud for at gå i krig", men siger ellers ikke noget og gør, hvad der bliver sagt.

Det er ikke muligt at komme levende ind i byen uden en kamouflage, og efterhånden som huderne trækkes på, dedikeres de til ulvene, en for en. Huderne vil i øvrigt, ifølge Morild, virke beskyttende over for Drageildskripiens onde og mørke lyn. Planen er at lokke deres modstander langsomt hen imod Den Sorte Diamant og ind i den. Inde ved dens hjerte vil Morild så trække på stedets kraft og jorde deres modstander. God plan!
Således kamouflerer septen sig som onde ånder og passerer uantastet gennem København. Da det viser sig at ideen med skripihuderne virker, kan man tydeligt se på Jens at han ånder lettet op.

Skolopenderen transporterer ulvene videre ind i byen til de når et sted passende nær ved deres mål. Og København er et grimt syn. Et sandt hav af ormeånder dækker byen, frådende i ondskab. Ikke en eneste rest af Gaia er at se og selv væverånderne er sært fraværende. Så mange skripier har ingen set i penumbraen før. Efter at have snuset lidt rundt finder ulvene det umiskendelige tegn på deres fjende omkring Islands Brygge - tæt på Den Sorte Diamant. En sort gnistrende sky tårner sig op over de forrevne bygninger og som septen nærmer sig mærker den luften blive statisk elektrisk.

Da Jens ser de store mængder af ondskab der rykker nærmere gør han sig klar til at forsvare sig. Han er tydeligvis meget fokuseret på den kommende kamp. Han holder sit kobbel samlet og koordineret. Han er måske ikke en lige så formidabel kriger som Sortmåne eller Aslak, men dette kompenserer han en smule for ved at dirigere sine kobbelfæller med korte og præcise ordrer rundt således at man kæmper som et kollektiv. Et effektivt kollektiv hvor man kompenserer for individuelle svagheder.

"Well, fuck me!" udbryder Mugge med klingende røst, efterfulgt af et tænksomt "Arh hvaaaad!". Efterfulgt af "Av for fanden!" - Mugge flår med afsky noget frem under hættetrøjen og lader det hænge frit i sin tykke snor. Det må være bemeldte dragetand som Mugge jo snakkede om til et Blot, og den ser mærkelig tung ud af sådan en lille ting at være. Jo nærmere Troldhøj kommer den gnistrende sky, jo mere anstrengt ser Mugge ud, som om tanden øger sin vægt. Mulige tilbud om hjælp afslås med snerren - gu' ska han da ej bæres eller hvad?!

Morild, som synes at lede angrebet, gør en ordre og ånden angribes. Så tæt på kan alle genkende Drageilds kendetegn. Frakken, bandagerne (som han godt nok mistede for længe siden) der drypper af sort gift, en hanekam som nu er brændt og sveden og så de dele af ansigtet som lyset fra lynene omkring ham sporadisk falder på. Kun få andre skripier er omkring ham, men mange ligger døde og forrevne ved hans fødder. Han ser sært koncentreret ud.

Gensynet med Drageild-ånden vækker mere medlidenhed end vrede hos Slørbryder. Hans tidligere møde med den har bevist over for ham, at den ikke så meget er ond som fortabt, og Niels ved alt om at være fortabt. Dog væmmes han ved ideen om en sådan hul og styg efterligning af den respekterede Mikael Drageild, så det er bestemt ikke halvhjertet at Slørbryder kaster sig ind i kampen.

Hurtigt opdager de at lige meget, hvor meget man lokker, flytter ånden sig ikke ud af stedet. Han bliver stående og bevarer sin koncentration. For goder med skarpe næser kunne det se ud som om han prøver at række ud af umbraen mod noget.

Sammen med resten af septen betragter Jens disse foruroligende tegn. Han bærer en bestemt mine og taler kort med hver af sine kobbelfæller. Man kan ane nervøsitet i ham, men ikke frygt. Han er villig til at ofre sig for sit kobbel, sin sept og for Gaia, men gør det klart at uovervejede ofre ville kunne føre til både koblets og septens undergang. Dog opfordrer han alle Stormryttere til at bruge deres individuelle styrke i kollektivt øjemed. Ikke mindst håber han på at høre Fjeldhammers stemme gjalde en mægtig krigshymne til inspiration for alle i hans nærhed.

Morild kalder så sine krigere tæt sammen om sig, så de kan angribe ånden i samlet flok. Da de er i en passende afstand fra ham blusser et lys op fra Morild og lader luften tungt af gnosis. Ved Gaias kraft har han værget kampen mod udefrakommende fjender med en beskyttende sfære. De få mindre ånder fanget i sfæren tages hurtigt ud. Nu er der kun Troldhøj og denne hån mod dets tidligere alpha tilbage.

Dragetanden om Mugges hals ser ud til at interessere Drageildskripien. Den rækker grådigt efter objektet med hvæsende begær, men Mugge holder sig klogeligt på afstand og vifter i stedet lokkende med tanden. Skripien flytter sig ganske rigtigt ikke, men silkebløde, skurrende ord strømmer som en forgiftet flod over Rotagaren, hviskende og hvæsende: ".... Så klog den lille....giv os ormens glød..... Ssssss.... Kom her lille ven....æde dig, varme dig i min bug, holde dig for evigt....Rrrrotegarrrrr.....Ormekraft til ulvens gave ...Ssss..." Måske er ordene møntet på tanden, måske på ingenting. Mugge er ligbleg og måske endda påvirket af et eller andet i udyrets syngende ord, men holder stædig fast ved sin plan: optage så meget som muligt af bæstets opmærksomhed.

Jens lader Stormrytterne påtage sig arbejdet med at rydde ud i de skripier som stadig er indenfor det beskyttende skjold. Han påfører sig et mindre sår i armen, men ikke noget der lader til at hæmme ham synderligt.

Kampen viser sig hurtigt at være mere end hård. Selvom skripihuderne på dem beskytter mod det værste af deres fjendes lynkiler slår han stadigt meget hårdt og hvert slag lammer sin modtager et par sekunder. Hans vrede sender øresynderrivende tordenbrag ud som fejer benene væk under selv en stærk varulv. Løsrevne og halvt formulerede tanker drypper som gammelt edder ind i deres sind. "Flittige små bier... så mørk min vugge... Sortmåne... Lys og Skygge..."

Mugge tager sin del af lynene, og bliver mange gange slået til jorden, men hver gang kæmper han sig hostende på benene igen og fortsætter med at vifte provokerende med tanden mens han gør sit bedste for at holde sig i bevægelse og uden for rækkevidde. Flere gange ser det ud til at være en kamp ikke at se modstanderen i øjnene, selvom det er uvist hvad der mon ville ske ved det.

At blive slået omkuld er noget Aslak kan forholde sig til. Det tirrer ham til gengæld en hel masse efterhånden som skripiens påvirkning håner hans sind, og han er tydeligt ophidset.

Kampen er ulige. Da råber Morild en hurtig ordre om at holde stand og siver langsomt ud af umbraen. Hans beskyttende kraft siver med ham.

Da Slørbryder, der stadig kaster blikke på Morild når kampen tillader det, mærker skjoldet svinde, forsvinder hans kræfter også et øjeblik - uden helt at vide det selv forsøger Niels at erstatte Morilds indsats, og synker sammen med begge hænder presset mod sin pande. Få sekunder efter får han dog samlet sig selv op og fortsætter kampen, stadig ikke helt klar over hvad der lige skete. Slørbryder ryster kort på hovedet, og husker så Fenrir-sloganet: 'Man glemmer nemmest sine problemer når man har noget at rive i'. Så Slørbryder flår.

Flere gange leder Jens Stormrytterne til angreb på skripien. Han lader sine folk angribe samtidig med at Under Bjerget angriber, men fra en anden vinkel. Det nytter dog ikke stort. Jordens skælven og lynets bid giver mange knubs til Stormrytterne og der tildeles kun minimale skader til gengæld. Man kan fornemme en frustration hos Jens, som han fører sine folk videre til endnu nye angreb. Han er ikke villig til at give op medmindre koblet bliver så slemt tilredt at de må søge beskyttelse.

Fjeldhammer forholder sig i det store og hele, som man kan forvente af en kampvant og loyal beta (om ikke nødvendigvis som man ellers kunne forvente sig af Fjeldhammer). Han bliver kampen igennem ved sin Alfas side og følger hurtigt og direkte enhver ordre, der måtte komme fra Jens. Fjeldhammer lader også for en gangs skyld Røn komme til - lidt som man giver en hund længere snor, men han er stadig meget opmærksom på hvad der end foregår i hendes ringhjørne, og sørger for så vidt muligt at kværke de værste bøller, der angriber hende - navnligt dem der angriber Røn bagfra.

Da Morild kommer med ordren til at holde stand mens han selv siver ud af umbraen har det en tydeligt demoraliserende virkning på Jens, men netop som den dalende moral rammer og truer med at brede sig, lægger Aslak nakken tilbage i et langt og skarpt kamphyl, som ved Gaias kraft fylder septfællerne med viljestyrke. Hvor viljen er i underskud, findes den nu, og hvor den allerede er, styrkes den.

Fokus som før lå på drageildskripien bliver nu forstyrret af andre skripiers vilde hyl idet det angriber fra en ny side.

Som svar på skripiernes skingrende hylekor, reagerer Fjeldhammer prompte og uventet ved at hyle kontra som kun en kampgal Skjald af Fenris æt kan gøre det. Under normale, fredelige omstændigheder ville dette gruopvækkende, rædderlige hyl troligt kunne få enhver Garou til at gå ud af sit gode skind, men lige i dette øjeblik virker det helt på sin plads. Det er som om selve luften i et splitsekund står stille omkring Fjeldhammer, ladet med ældgammel skjalde-kraft: For derefter at eksplodere i et syngende, skærende og hvinende brag, der får de nærmeste angribere til at tumle baglæns. Da påkalder Fjeldhammer sin mors navn og sine forfædres kraft: Og får derefter skænket energien og styrken til at rejse sig i sin fulde højde (det synes som om Fjeldhammer faktisk vokser endnu mere i dette øjeblik, som det også var tilfældet i Kampen mod Tårnbyggeren for dem der husker det) og kæmpe kampen til ende som en ægte Fenrir Skjald: med vildskab og lidenskab hånd i hånd; med hånlige, groteskt fornærmende tilråb til sine modstandere, snart skrigende, snart syngende og dansende, mens kampen raser på alle sider omkring ham. De der har gode ører, vil et sted også kunne hører klangen af sværd mod skjold og stål mod stål i Fjeldhammers stemme.

Nu tager kampen en drejning til det værre. Ud over at være en kamp mod Drageildskripien bliver den også en kamp mod en hær af blodtørstige skripier som kaster sig frådende imod ulvene udelukkende for fornøjelsen ved at flå og dræbe.

Mugge slår en hæs, gøende latter op da Morild forsvinder - man kan måske ane hysteri i stemmen, og opgiver akut sin distraktionstaktik til fordel for en desperat kamp mod den nye strøm af skripier mens han prøver at bakke over mod sit kobbel. Røv at man ikke lige holdt øje med hvor man var - men der var jo skjoldet. "Fuck DIG! Og DIG! Og DIG, din lille røvgrimme lortespade! FUCK DIG! LIGE HER! SVIN!" Han kæmper bravt som en Rotagar - hurtigt, undvigende, og helst ikke der hvor han burde være, men blodet flyder, og det er det helt forkerte blod det meste af tiden.

Man kan godt se at Mika har brugt megen af sin tid på at slås. Hun har udnyttet hver mulighed hun har haft for at træne med septens krigere, og har trænet hårdt ved siden af. Det giver gevinst nu, og det er tydeligt, at hun slås bedre end nogensinde før. Hvor hun før havde et øje på Morild vil den opmærksomme ulv nu lægge mærke til, at hun selvfølgeligt holder øje med de andre, men at især Ildsjæl tager hendes opmærksomhed.

Ved synet af flere fronter at kæmpe på, fanger Aslak Sortmånes blik og halvt råber, halvt snerrer en kort kommando til Ildsjæl. I et splitsekund deler de tre krigere opmærksomhed, og i samme splitsekund handler de instinktivt som een krigsmaskine. I en kort og mere brutal end yndefuld dans, hvirvler de to ældre krigere rundt om Ildsjæl og sender ham næsten vandret gennem luften mod godt en håndfuld mellemstore fjender. Ildsjæls i forvejen imponerende kampform hvirvler nu gennem luften, nærmest som en kugle af tænder, kløer og gnistrende Vrede. Af de seks der væltes omkuld springer to omgående op igen, i tide til at blive flået over af Sortmåne, da hun når frem.
Mens Sortmåne ordner de to, står Aslak front mod front med fire skripi, den ene stor, ækel og med flere lange kraftfulde arme, de tre andre små og hyæneagtige, som de snapper og løber i cirkler omkring ham. Krigeren puster sig op og brøler mod den store, som svarer ved at trække sig et par skridt tilbage med tydelige tegn på frygt. I de næste sekunder holder skripi-bæstet sig tilbage, mens de tre hyæner fortsætter ufortrødent. Efter at have taget en stor luns af både den ene arm og det ene lår bliver de nedkæmpet, og Aslak er kun lige tilbage på benene da det store bæst overkommer sin frygt og begynder at tæve løs på ham som adskillige store hamre på en kludedukke. I mellemtiden har Sortmåne og Ildsjæl ordnet deres nærmeste modstandere og falder bæstet i ryggen. Mens Aslak står tilbage og heler så godt han kan, og Mugge når frem til at dække hans røv, bider og flår de to krigere skripien i adskillige stykker, før den endelig holder op med at gøre modstand.

Udfaldet rev et betragteligt hul i den ene front, men som de står der, allerede indsmurt i blod og indvolde, er det tydeligt, at den ekstra manøvreplads kun er på lånt tid. Som minutterne skrider frem bliver det klart, at selv om ulvenes styrke rækker langt, synes horden af skripier ikke at fortabe sig, og Troldhøjs kræfter ebber langsomt ud som sår efter sår bliver tilføjet dem for og bag.

Jens beordrer Stormrytterne til at stille sig op i tæt formation og få sig kæmpet i nærheden af Under Bjergets ulve. Kampen er desperat og på et tidspunkt rives Jens til jorden af en gruppe gribbelignende skripier. Hurtigt trækkes han et stykke væk fra sit kobbel.

Under Bjergets opmærksomhed er delt mellem Drageildskripien og horderne omkring. Sortmåne kaster sig frådende frem og tilbage for at holde så stor en front i skak som muligt, mens Aslak prøver at kile en vej gennem de skripier, der adskiller koblerne. Da Sømosens Søn trækkes til jorden holder Aslak op med at kere sig om rygdækning. Med hurtige, næsten kun markerende bevægelser, sender han skripier flyvende til siderne, mens han baner sig vej hen til Stormrytternes gode, Slørbryder. Vel vidende, at godens helende kraft er altafgørende for koblet i denne kamp råber han til Fjeldhammer: "RED JERES ALPHA! JEG DÆKKER SLØRBRYDERS RYG IMENS!"

Aslaks hvirvlende kløer og næver giver Slørbryder en anelse mere ro end før, og han trækker sig lidt tilbage fra den faktiske kamp. Bag sit levende skjold lukker han øjnene og ånder frit af Den Anden Side som kun Goder kan. Slørbryders krop bevæger sig kun som nødvendighed dikterer (at feje en mindre skripi væk eller række ud efter en kammerat med dybe sår) imens hans sind danser med Umbraen. Han ser kun kampen i sit indre gennem lukkede øjne, men alligevel bevæger Slørbryder sig kort og præcist hvis noget nærmer sig. En skripi mødes med (og gennembrydes af) en hurtig, sylespids klo, og samme klo berører blødt Aslaks ryg på retur, hvor en kølig brise over den brede krigers nakke fortæller at ikke kun tiden læger alle sår. Dette kan Slørbryder dog kun opretholde kortvarigt, og han må snart vende tilbage til kampen for at slås med tænder og næver.

Inden Stormrytternes når frem til deres faldne alpha, lyder der et stort brag fra det sted hvor Jens er blevet trukket hen. Luften fyldes atter med gnosis og skjoldet, som i Morild fravær var nede, begynder atter at virke. Få øjeblikke senere rejser Sømosens Søn sig op igen og med en drabelig effektivitet får han rystet sine modstandere af sig. Han kæmper langt mere rutineret end man før har set ham som om noget styrer hans bevægelser. Som han kæmper sig tilbage mod sit kobbel kan man se hvordan en stribe af sølvfarvet pels pryder ham fra øjnene og ned til midt på ryggen.

Med kæber og kløer mørke af blod, tillader Aslak sig et øjebliks ro inden for skjoldet. Armen og låret er kun delvist helet, på ryggen løber der lange, væskende sår, og det er tydeligt, at turen hen til Stormrytterne nok trak flere kræfter, end han havde tænkt sig.

Da Sømosens søn uventet redder dagen og timen, var Mugge ellers sikker på at han havde drukket sin sidste kop kaffe. I stedet kæmper han sig op fra den blodindsmurte jord med noget i hånden, og med forbløffende præcision fyrer han det i hovedet på Drageildskripien. "HEY! BRITNEY SPEARS! HALLO! HER! KYS MIN PELSEDE RØV!" Uden at vente på resultatet af sin handling griber han hurtigt noget andet fra jorden og fyrer det af sted, og sådan fortsætter han med at sende en regn af tilfældige umbrasten og smattede skripirester ned over hovedfjenden, der virker irritabel over taktikken: En særlig væmmelig håndfuld lyn lægger Mugge ned i lang tid, og berøver ham det smukke syn af Morilds ankomst. Til gengæld har hans plan måske sørget for at Drageildskripiens opmærksomhed er andetsteds end den burde være, og heldigvis har Aslak øje for sin kobbelfælles problemer, og redder Mugge fra at blive ædt.

Da det ser allesortest ud springer Morild pludselig ud af den Sorte Diamant med en blanksort glitrende genstand i hånden. Som en mørk stjerne vristet fra firmamentet. Han kaster sig ind i kampen igen og lige mod den sejrende fjende. Lynene tiltrækkes af denne klump sort spejlglas allerede, medens han nærmer sig og da han slynger den lige ind i hjertet af fjendes mørke sky rettes lynene mod den selv. Et hav af gnister springer fra den og flår stykker af fordærv fra dens bryst. Drageildskripien synker i knæ og med et bider kløer og tænder meget bedre. Stadig er der styrke i hans arme, men Troldhøjs sejr er inden for rækkevidde nu, mere end nogensinde.

Sømosens Søn leder igen Stormrytterne til angreb på Drageskripien. I den bane som Sømosens Søn løber males jorden rød fra utallige sår, men han lader ikke dette hindre sig og springer med sit kobbel på skripien for at udføre deres del af dens endeligt.

Mugge kommer på benene igen, og måske i et anfald af fortumlet "nu rykker vi lige igennem med det sidste" kaster han sig mod Drageildsskripien med kløer og tænder forrest. Modtagelsen er uventet hjertelig - en bandageomviklet hånd slår ud med lynsnar og uventet behændighed og låser Rotagarens strube i et sydende, giftigt dødsgreb. I kampens hede borer og graver skripiens fingre efter dragetanden, der nu endelig er inden for rækkevidde, mens Mugge kæmper for sit liv. Endelig får han revet snoren over og kyler desperat tanden efter den nærmeste ulv med øje for situationen, Aslak "Grib! LØB!" gylper han halvkvalt. Skripiens øjne følger tandens bane og det giver Mugge chancen: Med de sidste kræfter fyrer han begge Crinos-bagben lige ind dér hvor man burde gemme slægtens fortsættelse, og hvad enten det er overraskelse eller smerte slipper bæstet. Mugge falder til jorden, ruller væk og bliver liggende. Til alt held har Aslak nu fjendens udelte og smertefulde opmærksomhed.

Efter at have brugt det meste af kampen på at prøve at holde overblikket og lede folk i bedst mulig position til at støtte hinanden - som en kriger forventes i kamp - er den nye opmærksomhed fra Drageildskripien noget af en omvæltning. Aslak griber tanden, overraskes først af dens tyngde, og varmes dernæst ved dens kraft. "BANG!" siger det, og han taber næsten tanden igen, da skripien slår luften ud af ham med en edderdryppende bandage-næve. Hurtigt på benene igen er der ikke længere tid til at tænke på andre end sig selv. I et stykke tid undviger han behændigt en række udfald, men da han igen bliver ramt er der ikke meget energi tilbage. Skripien er også svækket, og de ulve, der stadig står op er ved at vinde. Med håbet om at de andre vil sejre og hive ham ud i tide til at lappe ham sammen, går Aslak resolut til angreb med alt, hvad han har tilbage i sig. I de sidste sekunder før skripien overvindes, kastes krigeren mod jorden.

Mika - om end såret - deler fortsat læssevis af øretæver ud, og hun ser ud til at have nogenlunde styr på sin vrede, men som kampen når sin ende, begynder det dog at knibe. Efter at have flået en skripi i to ca lige store dele, begynder Mika at tæve vildt omkring sig, og hun lader skripierne kommer nærmere, og smage hendes blod, før hun flår dem væk. Hun virker omtumlet, og kommer længere og længere væk fra de andre. Alle er optaget af deres egne ting, og kun Toke, ser at der er noget galt og begynder at kæmpe sig hen mod hende.

Drageildskripien dør og hans uhellige substans smelter ud over de penumbrale brosten. Troldhøjs sept står nu stærkt svækkede og sårede tilbage over for et gøende, grinene hav af skripier. Nok ser de ulvene i skripiklæder som brødre - sønner af fader Orm, men fristelsen til at dræbe, hvad der er svagere end dem selv er for stor. De angriber. Morild og dem med kraft tilovers forener sig om at føre septen gennem sløret til sikker grund, for denne kamp er for stor for dem. Selvom sløret er umådeligt tykt - tykkere end det egentlig burde være, selv i en storby - lader det nødtvungent ulvene igennem.

Nok er Slørbryder træt, men hans navn passer ham stadig. Niels spiller en aktiv rolle i at hjælpe sine venner tilbage til denne side af sløret, selv om turen over føles som at løbe i sirup (eller prøve på det, i hvert fald).

Nu er Toke nået frem til Mika, og netop som hun bukker under for det bølgende hav af skripi der har lugtet blod, tager han fat i hende og hiver hende gennem sløret, sammen med de andre. Da de er på den anden side, kigger Mika op, hun har blod over det hele, men især i ansigtet, virker det som om der er meget. Under blodet er Mikas hud væk, ætset op af syre som en skripi har kastet på hende. Hendes øjne er mælkehvide, og hun kan intet se.

Mugge når frem til Aslak, der ligger på jorden, på kanten mellem liv og død. Uden at spilde et sekund, kalder han på Bjørns kraft. Langsomt knuger krigerens næve igen hårdt om dragetanden, og han kommer til bevidsthed, rejser sig og hoster et tak i Mugges retning, da han leverer tanden tilbage til sin ejer.

Efter hele denne kræftpræstation synker Sømosens Søn sammen. Sølvfarven i hans manke bliver svagere, men en rest bliver tilbage i pelsen. Han er tydeligvis meget svækket. Han kan ikke udrette stort men prøver alligevel at danne sig et overblik over sit kobbel. Han er afhængig af andres hjælp nu. Slørbryder gør hvad han kan for Sømosens Søn, selv om han selv heller ikke er i alt for god stand. Efter at have forbedret Jens' tilstand må Niels forpustet og fortumlet koncentrere sig om at holde sig selv og Jens oprejst, så de kan komme videre. Da Jens til sidst besvimer helt falder Niels også, og må have hjælp til at holde Alphaen på benene. Sårene til trods er Slørbryder tydeligt i godt humør, og virker tilfreds med umbrakampen. Med iver i stemmen taler han om mod og kræfter, om lederskab og kampiver, og om hvordan hans kampfæller udmærkede sig i løbet af episoden. Specielt virker han imponeret over Jens' lederskab og stålvilje i de værste øjeblikke.

Også Mugge er tømt for kræfter nu - Aslak mander sig op så godt han kan, og hiver sin kobbelfælle med gennem Sløret da septen foretager sin taktiske tilbagetrækning.

Fjeldhammer har så rigeligt taget sin del af de tæv, der er kommet, meget vel vidende at han i al fald burde være den stærkeste og mest solide kæmper blandt Stormrytterne i rå, fysisk kamp. Og han klager sig ikke, men praler på den anden side heller ikke bagefter over de mange ar, der fylder hans hud i striber som levende slanger af blod (hans eget) og ubestemmelige dele af blod og indvolde (fra hans faldne fjender).

Troldhøjs ulve står blodige og forrevne på en brolagt gade nær Islands Brygge. De få mennesker der måtte have været er alle flygtet ved deres tilsynekomst. På nær en. På jorden ved deres fødder ligger en bums og stirrer op på dem. Han er iført meget slidte grå militærbukser, en blågrå frakke af et udenlandsk militært snit og et udtryk af fjern undren. Ulvene har lige set hans ansigt forgå for deres øjne i umbraen. Hvis det ikke var fordi han lugter af gammelt øl og sprit og ikke er omgivet af en mørk tordensky af ondskab ville de nok tro at Drageildskripien var fulgt med over. Ham her lugter bare distinkt (for dem der var bekendt med den lugt) af Mikael Junker Stæhr.

Mikael genkender dog ingen. Da de tager ham med indvilliger han med et skuldertræk. Han virker lidt ligeglad og uberørt af det hele. Efter hans tilstand at dømme har han levet på gaden i lang tid.

Jens holder sig i baggrunden, men han vækkes en kort øjeblik fra sit nær bevidstløse stadie da navnet Drageild første gang ytres. Han prøver at fokusere på objektet for septens interesse og et lettelses suk lyder inden han mister bevidstheden.

Da Umbraen nu er lukket land for dem må de tage turen gennem København. Det går også fint bortset fra et par politifolk som tydeligvis bemærker dem og følger efter på afstand efter at have snakket lidt i deres radioer. Planen ifølge Morild er at nå et øde stykke banelegeme, springe i umbraen og tage skolopenderen før skripierne kan nå at overfalde dem. Det går fint med at nå til skinnerne, men der mødes de af seks alvorlige betjente som begynder at spørge om ID, hvad de har lavet og hvorfor de er ved at hoppe over hegnet ind til S-toget. Nogen rykker dem rundt eller får dem af vejen, hvis ikke hele Troldhøjs sept skal på stationen...

...Jamen, sikke han kan, den Rotagar. Mugge kommer til bevidsthed som et fordrukkent crackhoved i detentionen, og stirrer usikkert på betjentene. Måske lægger han to og to sammen, måske er der slet ingen hjemme - i hvert fald vakler han frem i en perfekt imitation af en døddrukken lørdagsbrandert på svampe og får rent faktisk lagt en arm om halsen på den nærmeste betjent i en venskabelig gestus. "Hæj .... Ved I godt at...." hoster han tøvende - og går i Crinos. "BØH!" Exit betjente. Exit Mugge. Så var der vist heller ikke mere strøm på ham.

Inde ved banelegemet springer de i umbraen. Mikael hopper ikke med og kan tilsyneladende ikke guides derind, så efter en mindre palaver bliver han sat på toget med en enkelt vagtulv til at sikre, at han når ordentligt frem.

Resten af turen går smertefrit. Kampen er overstået, de har noget der måske er Mikael Junker Stæhr (han lugter i hvert fald sådan) med hjem og nu kan den næste uge bruges på at hele sår og slappe af.

Mika forsvinder ligeså snart de er tilbage i Århus. Hun gemmer sig et sted i Jylland, og kommer ikke tilbage før en uge før næste blot. Hun ignorerer Mikael når der er nogen i nærheden og bruger mest tid på at holde øje med Ildsjæl. Hun kan se lidt, men det er ikke sikkert hendes syn nogensinde vil blive det samme som det var før. Hvis nogen konfronterer hende med det, svarer hun med: "Giv tid..", om end noget opgivende.

Dagen efter hjemkomsten vågner Jens. Forinden har han kæmpet mellem liv og død. Sårene har været svære på grænsen til det dødelige. De næste mange dage bruger han på at komme til hægterne.

Ligeledes Mugge, som bruger en uges tid på Sortmånes sofa med at ligge helt, helt stille.

Efter Mikael, Mugge, Sortmåne og Aslak rammer lejligheden tilbage i Århus, falder Aslak hurtigt i søvn. Han vågner op på næste formiddag og styrer direkte mod køkkenet, hvor han sætter en anselig mængde mad til livs. Den næste håndfuld dage går med at komme til hægterne og overveje, hvad der skal ske med Mikael.