Tekst

Beretning om turen til Herren af Højen

Efter at have brugt et uvis mængde af tid på at vandre rundt i tågen i området omk. Troldhøj for at finde Herren af Højen uden større held, lader det til at Herren finder os. Han er bestemt ikke hyggelig som nogen måske vil huske ham. Derimod er hovedet rødt af raseri og hans ellers hyggelige runde skikkelse er nu i allerhøjeste grad truende. Han er gal og udbryder da han ser os ”Hold fingrene fra det som ikke vedrører jer, er i gået fra forstanden?!”. Vi (Fjeldhammer, Slørbryder og jeg) ved ikke held hvilket ben vi skal stå på og vi føler vist alle at turen lader til at have været forgæves. Men alligevel vil vi ikke give op. Jeg begynder først forsigtigt at stikke til ham og sige at et totem ikke er meget værd hvis dets ulve ikke er tilfredse med den hvilket bliver støttet op om af de andre. Vi vil ikke lade os tage til takke med en skideballe vi skal bruge noget konstruktivt. Først bliver ansigtet om end endnu rødere, men nok mest fordi vi har ret. ”Men så må i hellere bevise at i er værdige” siger han så.
Grunden til at Herren af Højen sender Fjeldhammer tilbage er at ham har han afprøvet før. Derimod er Slørbryder og jeg nye i hans øjne og derfor må vi bevise vores værd. Han giver os derfor besked på at bekæmpe den skabning som længe har holdt en månesti spærret. Som tegn på at dåden er udført skal vi vende tilbage med en genstand fra skabningen.
Vi bruger noget tid på at opsnuse denne skabning og da vi finder den er synet noget særegent. Måneånder i hobetal hvirvler rundt om et punkt og mange kommer hele tiden til. Men sjovt nok vokser hoben af måneånder ikke som man skulle tro ud fra mængden af måneånder der hele tiden kommer til nu hvor vi er på vej mod fuldmånen. Noget må være galt.
Efter at have betragtet dette noget tid, går vi i aktion. Vi bevæger os mod hoben, der dog bider igen. Måneånderne er helt sindssyge af raseri og angriber os fra alle sider. Vi får svære sår og må til sidst opgive at komme videre i undersøgelsen af fænomenet.
Herefter bruger vi et godt stykke tid til at helbrede vores sår. Imens snakker Slørbryder om at sådanne måneånder for det meste kun er så sindssyge når vi er omkring fuldmånen hvilket vi også havde været. Derfor forslår han at vi prøver igen når sårene er groet sammen.
Anden gang går bedre og vi kommer igennem hoben som denne gang ikke angriber, men kun er umådeligt forvirrede som de jo altid er. Vi arbejder os mod midten og ser der en skikkelse. Denne står med et sværd og omkring halsen bærer han en kæde med en sort ædelsten i. Vi kan nu også se at den sorte sten i kæden lader til at suge måneånder til sig. De forsvinder ind i stenes mørke. Dette kan ikke være godt så vi beslutter derfor at angribe. Men at komme i ordentlig håndgemæng med ham er svært da måneånderne kun øger forvirringen. Vi kan ikke komme til at ramme skikkelsen da de bogstaveligt taget står for meget i vejen. Derimod lykkedes det for ham at ramme os med sit sværd som bider hårdt og vi må igen trække os tilbage.
Mens vi på afstand læger vores sår kommer en fugleånd hen til os. Den har set vores ihærdige forsøg på at nå skikkelsen. Den har selv hyppigt været i nærkontakt med skikkelsen og alle dens måneånder og hver gang er den blevet tumlet godt rundt. Derudover er det ikke godt for stedets øvrige dyreliv som også er truet. Derfor fortæller den at ved nymåne er der ingen måneånder omkring skikkelsen så den vil antage at det var muligt at nå ham der. Derudover indvilliger den i at lære os en gave som vil kunne hjælpe os i kampen.
Ved nymåne kommer tredje angreb. Denne gang er der ingen ånder til at genere os, men skikkelsen er i sig selv en dygtig sværdkæmper så han kan holde os væk. Sværdet når at bide et par gange førend jeg giver Slørbryder ordre på at bruge sin nye gave mens jeg distraherer sværdkæmperen. Planen lykkes og Slørbryder får berøringen ind da jeg samtidig modtager sværdet i maven og bider tænderne sammen for at holde fast på sværdet mens det sidder i maven. Da manden falder til jorden tager jeg sværdet ud af maven og kløver skabningen. Han forsvinder, men kæden med stenen og sværdet bliver.
Vi kan nu tage tilbage til Herren af Højen. Da vi kommer tilbage er Fjeldhammer der også. Vi møder nu Herren i en lysning hvor tågen fungerer som et slags tag. Vi er i en festsal og festen er ved at begynde og vi er æresgæster. Ved dette gæstebud er der alt hvad hjertet kan begære af mad og drikke. Musik og underholdning får det hele til at glide behageligt ned. Mens dette står på fortæller han os forskellige ting.

Et lille nedkog af hvad Herren af Højen fortalte os under gæstebudet:

Han er en ældre skabning end dragen og var den som formede landet i hin tid. I hans Verden er Beowulf og Dragen et overstået kapitel i en langt større fortælling. Vi skal ikke rode med kræfter i den størrelsesorden. Han er vores nye Totem og han har meget at tilbyde.

1. Nornernes gunst – Vi kan berøre skæbnetrådene og skubbe dem sammen forsigtigt således at vi kan få en ting til at ske som ellers ikke ville ske. Vi kan fx sørge for at møde Peter nede i byen, men dette bliver på bekostning af nogle andres skæbne fx at to andre som ellers ville have mødtes nu ikke gør det.

2. Feernes gæstebud – Vi vil nu have adgang til feers hoffer og vil være velkomne i et vist omfang. Dette brydes dog ved at vi bryder gæstebuddets regler. Derudover er det muligt for os at kommunikere med feer.

3. Væverens skrøbelighed – Herren af Højen er gammel og ældre end væverens korruption så nutidens væver er skrøbelig når vi har været i Herrens nærhed som fx ved et blot og vil efter al sandsynlighed gå i stykker på den ene eller den anden måde. Med andre ord kan det være dumt at tage cyklen hjem efter blot

4. Overhold gæstebudet – Gæstebudet er for Herren af Højen særdeles vigtigt og det skal det også være for hans ulve. Vi skal derfor overholde gæstebudet medmindre vores gæst bryder reglerne så må vi godt rette op på skaderne.

Dette er beretningen som de fleste ulve også fik omkring bålet under landsblotet ved Troldhøj d. 2 august 2003 (menneskelig tid).

Jens – Sømosens Søn, Alfa i Stormrytterne