Tekst

Og hvem bliver som sædvanligt overset? For derefter at blive hasteindkaldt, da de indså, at de alligevel ikke kunne undvære de tjenester, som undertegnede nu en gang forsøger at opfylde. Heller ikke landsblotet, som blev holdt på Troldhøjs jorder den 2. august, var en undtagelse. Respekt – det er hvad nutidens Garou mangler.

Nå, men så vidt jeg forstod på de tilstedeværende Sorthøjfolk, så var månebroen denne gang blevet oprettet noget hurtigere. De ser ud til at have lært noget, dernede i Troldhøj. Det var dog ikke kun Troldhøj og Sorthøj, der var til stede denne aften. København har igen kontakt med omverden, og to ulve derovre fra var med. Det vil sige – de kom vist fra Irland og havde blot været i København for at vise respekt for en afdød garou derovre fra. Vi ved, hvordan de er derovre. De bryder åbenbart regelmæssigt Litaniet derovre, for den ene af de to besøgende var metis! Og det vel at mærke ikke Celeste, som vi ellers er en del, der gerne vil have fat i. Det er ikke godt at vide, hvor mange der er derovre. Den holdt sig dog klogelig i baggrunden, så det ser i det mindste ud til, at den kender sin plads.

Men der er så mange andre ting, der er værd at beskrive, for der skete mange ting den aften. Knap var præsentationsrunden overstået – Kaare og Olaf ser i øvrigt ud til at trives under deres oplæring – før Morild Søn af Jærv kundgjorde, at han havde aftalt med Beowulf, at han skulle gæste os denne aften, hvis Beowulf ellers syntes, at Morild var parat til at blive læremester, den fjerde rang. Til at påkalde Beowulf skulle der bruges en kriger, og vores egen Alex trådte bravt frem, men måtte i sidste ende vige pladsen for Sorthøjs egen Aslak. Han vidste hvem Beowulf var, om end man måske bagefter kunne have tænkt, om det nu var det bedste valg. Morild fik alle til at kalde på Beowulf, der skulle tage plads i Aslak. Der var god opbakning, men da ritualet var overstået, var Aslak som før. Morild begyndte at skælde ud, da Benedikte gjorde opmærksom på, at slægtsfolket Mikael – efter sigende det eneste, der var tilbage af Mikael Drageild – ikke var sig selv mere. Og ganske rigtigt, Beowulf havde overtaget slægtsfolket. Beowulf er en mægtig kriger, og de fleste bøjede forståeligt nok hovedet, når han gik forbi dem. Efter at have fortalt et par småting til forskellige Sorthøjfolk kom han endelig til det vigtige: Morilds krav på at blive Athro. Beowulf bad om bevis for, at Morild gjorde sig fortjent, og man må sige, at den remse, som Morild kom med, var ganske overbevisende. Beowulf påkaldte da også Odin, Alfaderen, til at anerkende Morilds nye status. Så lad det være kendt, at han nu er Morild Søn af Jærv, Athro Godi af Fenrirs Æt, Ritemester og Beta i Troldhøj Sept og Alpha i Mana Garmr.

Før blotet startede, havde der været en lille episode, hvor Elin og Retfærdighedens Kløer kom op at diskutere om Ildbærers videre færd, sådan som undertegnede har forstået det. Det sluttede med en udfordring, som blev udkæmpet under blotet, der samtidigt kom til at handle om jarlposten. Det var en mægtig kamp, der i det mindste viste, at selvom Ragnarok er tæt på, så står vi også med de største krigere, verden endnu har set. Både Elin og Retfærdighedens Kløer gik til den, så blod og pels stod til alle sider. I sidste ende måtte Retfærdighedens Kløer dog bide i græsset. Elin havde dog fået så mange tæv, at hun var tydeligt mærket resten af aftenen. Hun kan dog stadig kalde sig jarl af Sorthøj og det med stolthed.

Der var andre poster på spil denne aften, og denne gang kunne Elin ikke holde skindet på næsen i samme grad. Der var dog også hele to udfordrere, Charlotte ’Splint’ Ravnefælle og Mia, som ønskede at blive Hylets Mester. Nu har Elin jo selv foreslået, at andre tog posten, så hun kan næppe klage, at folk lyder hendes bud. Nå, nok lystsind; Holmgangens Mester besluttede, at Elin skulle hyle mod dem efter tur. Først prøvede Ravnefælle, men hendes lungekapacitet var åbenbart ikke nok. Det havde heller ikke passet sig at have en Hylets Mester, der ikke en gang har et kobbel at løbe med. Selvfølgelig er der en tid, hvor folk kan finde ud af, hvor deres vej løber, og hvem de vil løbe den med, men resten af de folk, som hun tog gennemgangsrite med, har fundet deres spor. Tilbage til udfordringerne. Ravnefælle kunne endnu en gang ikke hamle op med Elin, hvorefter det var Mias tur. En skjald er også en passende månefase for Hylets Mester. Denne gang var det tydeligt, at kampen med Retfærdighedens Kløer havde krævet kræfter af Elin, for pludselig knækkede hun sammen i hoste. Mia stoppede på samme tid, så dysten måtte gå om. Denne gang var der ingen tvivl. Selvom begge kombattanter var næsten blå i hovedet, så kan Mia nu titulere sig som Hylets Mester.

For at få afsluttet de ting, som omhandler Elin, så meddelte Morild også, at han ikke var tilfreds med hendes indsats som Jyllands Jarl. Meget upassende ville han dog ikke udfordre for titlen, men blot have, at hun ikke skulle bestemme over ham. Et uhørt krav. Sagen blev heldigvis ordnet i mindelighed, og uden at nogle mistede for meget ansigt.

Det kom også frem, at forsvundne Svava en gang havde ødelagt biernes hjem – en ting, som de anser som mord i deres små hjerner. Derfor krævede de mandebod af hende, men da hun ikke var der, måtte septen stå til ansvar for hendes gerninger. Det blev besluttet, at boden måtte være et hjem for et hjem, så vid dette: Vores søgen er slut. Svava, Cliath Gydje af Fenrirs Æt har forladt os, og Sorthøj er ikke længere hendes hjem.

Mange andre ting skete under blotet, men de var mindre vigtige for Sorthøj undtagen en ting: De folk, der ønskede at dyste om retten til at danne et nyt kobbel, blev bedt om at træde frem. Det er næppe en tilfældighed, men alle månefaser er repræsenteret blandt de dystende. Det bliver et mindeværdigt blot næste gang. En utrolig begivenhed.

Blækfjer