Vis tekst

  Sidst opdateret: 19. mar 2004 22:06
  Kan læses af: alle

Det er forår. Skyfri himmel. Havblik. En stenknoldet tange strækker sig som en arm fra strandkanten ud i vigen. For enden af tangen breder landskabet sig ud, fladt med en høj bakke i midten. På bakkens top ligger ruinen som en samling af stoiske gamle mursten, der kigger ned, ned på det flade land rundt om bakken, dekoreret med spredte køer der græsser og skider på den gamle muld.

Aslak skridter en tur rundt om pynten mens mørkets tæppe lægger sig over landskabet. Han tygger på Månerod og skubber den ihærdigt rundt i munden mens han snerrer lidt for sig selv.

Nymånen smiler til Aslak fra sit skjul mellem aftenmørke skyer. Over vandet ses fabrikken, klodset, grim, skændig. Sort røg flyder dovent over skorstenens kant. Røgen glider tungt ned og ud, og smelter i med havets rolige overflade. Krigeren slutter sin runde oppe på bakken og skridter over træbroen, mod cirklen i hullet, til blot i velkendte omgivelser.

I ruinens mave er der varme flammer og stegt kød. Aslak fortærer først og mest, men også Ask langer godt til - propper sig lystigt mens begge hans ansigter griner bredt og falskt til mængden.
Det er sommer. Aslak betragter sin sept gennem støvregnens lette tårer, der hastigt fordamper ved mødet med varme ulvekroppe og krævende flammer. Krigeren skubber en klump fuldmånerod til rette under tungen.

Seglmånen ler hjerteligt til Aslak. I ruinen traver Sømosens Søn med hvileløse skridt rundt og rundt om bålet. Han er frustreret, famler efter ord. Efter noget tid viser der sig et svagt sølvskær omkring dommeren, og han kigger op med noget på hjerte, klar til at tale. Klar til at septen skal lytte. Endelig klar, men netop som han skal til at tale sagen, slukkes sølvskæret omkring ham, og dommeren tøver. Han tvivler. Han tier. Kigger ned. Sømosens Søn genoptager sin hvileløse vandren mens han knurrer bistert for sig selv, med rynkede bryn og med tankerne farende gennem sit sind.

Halvmånen griner manisk til Aslak. Det er efterår, og den hidsige, bidende vind kaster trætte, askegrå efterårsblade fra bakkens top, ud over vigens oprørte vand. I centrum knejser Mika mellem menneskeform og kampform. Med lyn i øjnene og afsky ud af munden vandrer hun vredt og bestemt frem og tilbage foran bålets kant. Hendes ene hånd mangler, og den hun har, knuger et stort og sort og varmt hjerte, dampende og dunkende. Fra den knyttede hjertehånd, dryppende af blod og ildelugtende edder, strækker sig en dømmende finger mod Morild.

Gammel og forvitret møder Morild den larmende dom med bitter mund og rasende udfald. Godens klap er groet fast for det højre øje - den krumbøjede læremester er fraværende og substansløs, uden anker i den faste verden, og hans ord tåges og fordamper inden de når nogen ulv. Mika forfølger sin sag med nidkærheden springende i lysende gnister fra ansigtet og hånden, men omkring Morild mister hendes formaninger deres skær og falder farveløse til jorden.

Pukkelmånen griner hånligt af Aslak. Vinterfrosten er knitrende skarp, kulden knuser knogler. Aslaks øjne fanger Fjeldhammers sørgelige skikkelse i flugt. Atter er den forvirrede ulvs hæder vendt til ussel foragt og selvhad. Skjaldens krop stinker af skam, jagten er i gang, og svaghed står for fald. Straf. Hævn. Blod og galde, isen farves rød. Aslak i spidsen med Sortmåne og Ildsjæl som loyale, gale hunde ved sin side. Septen jager, skjalden falder. Vinterulven hyler, hylder og kalder. Lys og Skygge danser på ruinens kant. Aslaks kæber låser om byttet og flår. Mani taler til ham, gennem ham. Den klistrede, blodige smag af sejr er berusende, kraften vælder gennem kroppen.

Den fulde måne stråler arrigt og bydende mod Aslak og brøler hans navn for vindene, og galskaben indtager verden. Alting er koldt og sterilt, vanviddet tager form og ulvene har nye skikkelser. Scenen er ny og nu sprænger Aslak lænkerne og dræber sine fangevogtere. Sømosens Søn i uniform og med en kvægstav i hånden styrter flænset til jorden, åben og dampende. Blodet fosser gavmildt ud i den tunge sne. Med kittel og sølvskalpel vender Benedikte sig myndigt mod den frådende kriger som knuser struben på hende og flår hendes ansigt til trevler. Overalt er der skarpe lys, tremmer, læger, apparater og sprøjter, forrevne ulve og hylende skripier. Toke slår alarm og sender en panisk skudsalve forbi Aslaks ansigt inden krigeren frydefuldt flår ham i to til lyden af sin egen maniske latter. Alle skal udslettes, og ulv for ulv falder septen for Aslaks cirkeldans. Rundt og rundt i blod og smerte og knoglestumper, væk og væk, faldet er totalt og sjælen snøres til. Ned, ned, ned.

Aslak er den sorte gode.

Kampen er forbi.

Drømmeren

Vækkes

Blidt