Vis tekst

  Sidst opdateret: 16. aug 2004 16:58
  Kan læses af: alle

I sin egenskab af Jarl af Jylland tager Aslak over sommeren 2004 på endagsvisit først til Aalborg, og siden til Viborg. Han besøger begge steder både i juni og i juli.

Første besøg sker i dagene op til Troldhøjblotet d. 19. juni.
Grænsen mellem Troldhøj og Sorthøj er velplejet, beboet af vindånder og sladrehanke. Aslak krydser grænsen bag sløret, og når et stykke ind før han modtages af Kløer af Is, Alex Mange Sår og Stålklo, i sydgående retning. Der er flere ulve omkring i terrænet, men det ænser Aslak ikke. De sidder i umbraens skygge og holder øje med den ormebefængte Jarl.

Aslak ser ud til at være glad for stærke ulves selskab. Han spørger til månebroernes tilstand. Han spørger til Viets Vogter og Landets Holder, og sikrer sig at Jylland står i god stand (det er tydeligt at han ikke regner med andet, men det lader til at tilfredsstille ham at spørge). Svarene er korte: Ja, månebroerne er i fin stand. Landet har det godt. Kløer af Is er stadig Vogter, og Alex Mange Sår er stadig Holder af Landet.
Om han må se Viet? - Nej, lyder det bestemt, det kan der ikke blive tale om. Aslak tygger et øjeblik på den besked, og skifter emne.

Som de snakker, bevæger de sig rundt på Landet, dog uden om blotsteder og andre helligdomme. Der bliver ikke snakket om det, men det er tydeligt, at Aslak får en del mere opmærksomhed end en sædvanlig gæst. Han er mandsopdækket på en ganske åbenlys måde, og der er en stiltiende enighed om, at det er bedst sådan.

Han spørger til krigernes ve og vel, og til Elin Sølvskjolds. Det går godt. Elin er i Danmark og har det fint. Igen korte svar.
Om han må hilse på Elin? - Nej, lyder svaret. Der er den samme bestemthed som omkring Viet og blotstederne. Igen tygger Aslak på den, tydeligt utilfreds, men forfølger ikke sagen.

Det sker nu og da, når de krydser en naturlig grænse i landskabet, eller en gammel grænse i umbraen, at en ånd kommer til Mange Sår, snakker kort med ham, og forsvinder så igen. Det er som oftest en vindånd eller en fugleånd.

Det er tydeligt, at Aslak ikke er synderligt tilfreds med forbudene, men efter et par gange at have prikket lidt til sagen lader han til på en måde at forstå beskeden. Om ikke andet er han smart nok til ikke at udfordre tre kampvante ulve på hjemmebane, og i sidste ende gør han ikke meget væsen af sig, men accepterer de svar han får. Aslak er som ved sommerriteblotet: lidt for glad og lidt for ligefrem. Han er ikke direkte truende, men man kan se hvordan han leder efter svagheder og opmåler styrke i alt og alle omkring ham. Han stinker af Orm.

Aslak benytter også lejligheden til at minde om at så snart Sorthøj har afgjort om denne tårnbyggende Væver de holder øje med skal udslettes, står der krigere klar til hjælp som aftalt.

I det store hele virker Aslak tilfreds med tingenes tilstand nordpå. Han får et par gange udtrykt sin glæde ved at de står stærkt - også selv om de er få - og at det er nu, vi skal nyde vores styrke, og bygge op til Vinteren. Man kan både se og høre ham udtale Vinteren med stort V, som med en hvis ærefrygt og beundring, ja nærmest som om han glæder sig. Han går meget op i, at enhver vinter kan blive Den Sidste, Den Store, Den Altomfavnende, og det er vores plads at være klar.

Når først han har startet sig selv ud af vintersporet bliver han lidt mere nærgående, med tændte øjne, der brænder for at dele budskabet. Han går lidt tættere på folk og sænker stemmen så man bliver nødt til at lytte. Og så. Hæver stemmen igen for at understrege og sætte punktum for hver sætning.

Sådan sker det et par gange under besøget, men varer hver gang kun et minuts tid før han finder sig selv igen og fortsætter med flere spørgsmål til Sorthøj.

Efter endt besøg bliver Aslak fulgt til grænsen, og løber så mod Viborg. Umbraen i området er stadig tåget, men virker dog som om den langsomt letter, eller omstruktureres. Ånderne prøver at finde sig til rette med den nye tilstand, men det er tydeligt, at ikke alle er lige nemme at rykke rundt med. Aslak genkendes som Jarl og Vogter af Landet, men fornemmer, at ånderne ligeledes anerkender de nytilkomnes plads og ret på territoriet.

Aslak opsøger Bjarke Vedel og spørger hvordan det går med koblerne og med at passe Landet. Bjarke beretter, at det går godt på Landet. Ingen fjende er ubesejret, og Landet tager dem til sig. Han og Ulvesind har diskuteret muligheden for at danne en sept i byen, men er endnu ikke nået til enighed.

Krigeren opfører sig som hos Sorthøj, men Bjarke er rolig og imødekommende. Engang imellem er det som om noget nager ham, men han afviser noget problem, da Aslak spørger, og så bliver der ikke gravet mere i den sag.

Også i Viborg udtrykker Aslak sin glæde ved at de står stærkt - og det endda selv om de stadig er nye på Landet og leder efter fodfæste - og falder så i øvrigt ind i den samme strøm af Vintertale som oppe nordpå. Ikke fordi han har for øje at levere en tale, men fordi emnet griber ham, og han finder det vigtigt at gøre opmærksom på det.

Efter noget tid spørger han til den forsvundne krigerhvalp og til Craven-brødrenes overgangsrite. Hvalpen er ikke fundet, men de søger stadig, hyler i hans ære, og beder ånderne om hjælp. Skjaldenes overgangsrite kan ikke færdiggøres før deres ritemester vender tilbage. Begge svar er tydeligt utilfredsstillende, men der er ikke det store at gøre ved det.

Besøget i Viborg er ikke på samme måde præget af gammelt venskab og gamle kampe, og selv om Bjarke godt ved, at der er noget galt med Aslak, lugter han ikke stanken af Orm sådan som Kløer af Is kan det.

Efter endt visit byder Aslak farvel og løber østpå, mod Århus.

-

Andet besøg sker i midten af juli. Denne gang er Aslak renset for Orm.
Begge steder går det godt, og nordpå bydes han velkommen af Alex Mange Sår, og budt ind i viet, hvor han mødes af flere ulve og sludrer løst og fast. Stemningen er lettere, svarene venligere, længere, mere detaljerede. De snakker om træningen, om Oliver, som er på overgangsrite. De snakker om Landets tilstand i det hele taget, og de tager rundt og besøger et par af blotstederne.

Aslak er venligere - mere ren. Det er nymåne, og han har været renset i noget tid. De, der kender ham, kan mærke, at han er i godt humør. Han stiller færre spørgsmål, men af samme type. Han virker mere tilstede, godartet, blandt frænder, også selvom gnisten i hans øjne indimellem slukkes for en tid, som den slukkes i øjnene på krigsveteraner, eller folk der er blevet gamle før tid.

Han snakker ikke om sin nylige ormebefængthed, og hvis det kommer på bane har han ikke så meget at sige til det. Man kan måske mærke, at han fortryder nogle ting, men han er ikke undskyldende omkring det. Folk der selv har prøvet at blive renset vil vide, at Ormen bliver taget ud af det, men sindet kan stadig huske de ting man tænkte, sagde og gjorde.