Vis tekst

  Sidst opdateret: 29. jan 2011 02:32
  Kan læses af: alle

(Denne tekst blev påbegyndt 6. oktober 2010 og opdateres løbende.)

[Første ulv]

Et brøl gjalder over kamppladsen.
"JEG ER MANGE SÅR!"

De kæmper under pukkelmånen.
Den fremmede kriger falder.
Og rejser sig straks igen.
"JEG ER MANGE SÅR!"

Troldhøj lukker sig om fjenden.

-----

I de sidste par dage af august finder en styrke vej til Mange Sår. En smule mere godekraft her - en smule skarpere kløer der. Ikke meget, men dog noget. Som en opfriskende brise fra umbraen.
Styrkelsen ledsages af en fornemmelse af tab, måske endda at nogen vil krigeren til livs. Den synes at have en afsender, men hvem det er står uklart hen.

-----

[Anden ulv]

Det er nymåne i oktober, lørdag. Finder Aldrig Vej er i umbraen.
Han har vandret i en rum tid før det går op for ham at han ikke genkender omgivelserne. Han var ellers på vante stier lige før, men noget har flyttet sig.

Foran den unge rotagar åbner skyggelandet sig og afslører et skæbnespil. Der er ulve som han synes han genkender, men han kan ikke sætte navn på dem. Og dog, pånær en: Han ser sig selv iblandt dem. Et øjeblik er det som om ulvene har lange, sirlige skæbnedukketråde som rækker fra arme og ben ud i ingenting, men så forsvinder de og han fanges af den virkelighed der er foran ham.
Mens Finder Aldrig Vej står der, ser han hvordan han løber med en krigers strube. Han ser hvordan han får en mægtig ulv til at kvæles i sin egen stolthed. Og han ser hvordan han lever så stærkt og længe at han bliver jarl over en ældre ulv.
Der dufter tungt af hjerteblod, sort muld og den første bid af byttet.

Umbraen lukker sig igen, og Finder Aldrig Vej finder vej tilbage. Han er lidt forvirret, men mindes svagt den stemme i ham som engang så skråsikkert fortalte ham at han nok skal blive til noget stort.

-----

[Tredje ulv]

Kyndelmisse nærmer sig. En lille flok af ånder har med slæbende skridt spredt sig i Troldhøjs umbra. I to måneder har de mimret sig vej, langsomt og besværet ad krogede stier, væk fra septens valplads og ud mod territoriet. De tager sig god tid og der vil gå måneder endnu før de når kanten af Troldhøj.
Et dusin eller deromkring er de, de gamle sandsigersker. I starten talte de sagte og med knækkede stemmer, så sagte at kun lige de selv akkurat kunne høre hinanden.

En hviskede - "jeg har set en gammel gode," og søstrene nikkede.

"Hun værker i mine knogler," hviskede en anden og skulede af vejret som om hun kunne true kulden på afstand.

Som ugerne gik, kom de længere fra hinanden og hævede stemmerne så de stadig kunne sladre om synerne.

To af kvinderne talte i munden på hinanden - "en fenrir!"
Umbraen svarede ikke.

"Med Slid i årene," kom det fra den ældste, og de nærmeste ånder skuttede sig ved tanken.

Det er januar, og fjeldheksene er nu så langt fra Valpladsen og hinanden at de synger højt og skingert som kulde over gamle sten, og står man heldigt for, kan man hører umbraluften knitre friskt af kraftfulde spådomme.

De synger om en gammel gode, brugt og indædt. Hun krydser grænsen til fods. Så slidt er hun, at knogler skurrer mod knogler når hun går, og lyden får ånder til at spredes i en blanding af respekt og frygt. En ru spåkonestrube kaster ubønhørligt knoglernes knagen tværs over Troldhøjs umbra, og ånder farer op hvor den når frem.

De synger om en fremtid generationer fremme. Om hvor stærk goden er blevet. Det er på tide at slutte krigen, og seglmånen har mange allierede. De ser hende gøre mange ting - slå fjenden for panden på talrige måder, men stærkest ser de en landsby med kæmpemæssige ørne på tagene. Hér over en lade, dér over et parcelhus. Alle ligger fuglene som fastgroede skrog og venter på kaldet.

Og kaldet kommer fra goden. De navngiver hende. Gamle Liv Seglmåne kalder tjenester og sejrer over fjenden. Ørnene vrister sig fri af splintrende tage og letter. Mod Troldhøj.

Over den gamle Valplads løfter kæmpemæssige ørne en hel sept op i skyerne. De flår ulvene med skarpe rovfugleklør, og længst oppe står alting stille et kort øjeblik som ørnene slipper deres bytte og lader det styrte i knusende fart med den bare jord.

"Troldhøj knuses og renses så det gamle ví påny kan kalde til."

En lille flok af skingre ånder slæber sig ad krogede stier.
Kyndelmisse nærmer sig.