Alle

   Alle
   Automatiske
   Vigtige
 
   Vis hele nyheder
   Vis kun overskrifter

layout: spacer

<nyere -- ældre>
    Alblot i Sorthøj
      af Ryan
      Sidst opdateret: 22. jun 2004 02:52

    Manis ansigt skaber et sort og gyldent kalejdoskop, der fanger moselysningen i en ubevægelighed, der synes berøvet tid. Vinden er slumret ind, og kun en flagrende natsværmer bryder illusionen af et billede. Med sine støvgule aftegninger er den skønhedspletten, der fuldender Manis ansigt.

    Grå skygger jager over landet under Manis ansigt. Målbevidst går deres færd mod nord. Deres øjne fokuseret ud på den anden side af horisonten, deres ben i perfekt sammenspil og tungen ud til siden - smagende sommernattens dufte og drømme. Deres bevægelser er glidende og graciøse, og det virker som om, at deres flugt er hele deres mening. Men med et ryk stopper den forreste ulv op og kigger op. Det abrupte stop forplanter sig flydende ned gennem rækkerne. Alle føler det og som ét gab, hylder de grå skygger Manis ansigt.

    Trommen trækker Manis ansigt nærmere. Stråler synes at skyde ud og finde steder, der ellers henligger i mørke. De danser et øjeblik med Bedstefar Ilds tunger, inden de begynder fare rundt om sig selv. Hurtigere. Hurtigere. I ring. Under trommens tiltagende vildskab føjer flere og flere stråler sig til noget, der synes som en fast form af gyldent lys. På sit højeste stopper trommen pludselig, og ringens indre bliver et øjeblik et sugende, sort, tomt hul. Et blik direkte ned i intetheden. Et glimt af Ginnungagab. Men kun et øjeblik, for strålerne i ringen skyder ud i gabet og former snart en gylden tunnel. De forsamlede griber deres ting og løber ind gennem ringen. Da den sidste har forladt stedet, opløser strålerne sig selv og vender tilbage for at pryde Manis ansigt.

    Manis ansigt kigger på hendes børn. Fra nær og fjern er de samlet for at genbinde gamle bånd, for at søge hæder og anerkendelse, for at forhandle. Sorthøj har indbudt, og landets ulve er kommet for at vandre tilbage ad de tråde, der er Sorthøjs hjerteblod. Sorthøj har indbudt, og landets ulve er kommet for at mindes hvem de er, og hvorfor de kæmper. Sorthøj har indbudt, og landets ulve er kommet for at genfortælle fordums bedrifter. Alle er de kommet, og alle kan de kaste deres pligters åg af sig. Manis ansigt vogter landet for en kort stund.

    -------------------------------------

    Sorthøj indbyder til alblot den 6.-8. august. Mere information kan findes i indlægget på forummet:
    http://www.eidolon.dk/forum/read.php?f=13&i=454&t=454

    <nyere -- ældre>