Aktive Medlemmer af Troldhøj

Lænket til Landet Flab (Vogter af Landet) Stormflod (Septalfa) Under Bjerget Aslak (Ritemester) Gleipnir (Septbeta) Ilter (Udfordringernes mester) Viktoria De kobbelløse Magne (Ask Hartkorn)

Troldhøj ifølge Morild den Navnløses Søn: Natten er gledet ned imellem sommergræssets strå. Blidt, næsten ømt har skyggerne lagt sig imellem det grønne tæppe over engen. Omkranset af tunge, bløde bakker. Mørke kæmper i natten. Kun rolige lyde høres. Lyde der er hjemmevante. Pindsvin der pusler omkring og natsværmere, der tegner krogede streger gennem luften, mens de flyver efter ukendte mål. Alt er en rolig udånding. En puls, der slår sin resonans igennem verdnerne. Her er ingen linjer, ingen tid. Alt er en tilstand af sig selv; uforstyrret, roligt vågen. Årvågen. Lyttende. Lyttende efter en hvisken gennem græsset. Efter vandet, der siver gennem leret, suges op og svulmer i ethvert blad, enhver kvist. Åndedrag. Stilhed. En svag vind, som en stemme. En stemme som en vind. Stemmen nedenfra. Under hedens lyng. Under sand, ler og puls hviskes en historie, der aldrig er begyndt. En historie der er vågen med dit blod. Landet selv er vågnet ved denne hvisken, eller vågnet med den. Den trænger ind i dit blod, rinder, bruser, svulmer. Stille. Stille. Den vokser i dit kød, nærer sig og dig, til der ikke er nogen forskel. Du husker ting, som du altid har husket. Som om du er vendt hjem i dig selv. Som om du aldrig har været afsted. Som om der aldrig har været noget andet sted. Den gror i dine sener, mens den sprænger dit sinds murværk. Denne hvisken. Denne hvisken af sølverne spindelvæv. Et rodnet, der har sat sig fast i dit kød. Bundet dig op. Fri. Og du husker. Husker den gamle kamp. Husker dit blods oprindelse i en anden tid, der kunne være nu, på dette sted. Du husker højen, hvorfra stemmen kommer. Husker en ældre kraft, en første kraft, der tog bo og blev drevet bort fra stedet igen. Dette egenrådige sted, der vælger sin egen æt. Fenrirs æt. Måske det første arnested. Måske det sidste. Dette hvide lys imellem de sorte graner. Måneskin. Du har svaret på et kald. Et kald fra dit eget sind. Et ønske om at vende hjem. Du er velkommen her. Vi er dine venner. Vi er landets sept. Du er landet, som vi. Håndfæstet til jorden. Til Troldhøj. Måske vil en fremmed engang spørge dig om Troldhøj. Men hvordan forklarer man en fremmed om alt det der ligger bag øjets billede, om balancen der er landet. At der ikke er nogen forskel på sommerregnen og dit blod. Fortæl ham hvad han vil høre. Fortæl ham, at Troldhøj er et helligt sted, en vi, eller en caern, som de fremmede kalder det. Fortæl ham at den er gammel, men ikke hvor gammel, for han vil ikke tro dig. Fortæl i stedet at Troldhøj vågnede for et tiår siden, selvom Troldhøj aldrig har sovet, som du og jeg ved. Fortæl at der løber to kobler i Troldhøjs sept, at det ene hedder Stormrytterne og at det anden løber under bjerget. Fortæl at Troldhøj er Fenrirernes arnested, at det løber fra Limfjorden til Kongeåen og fortæl at Beowulf hviler i jorden, og fortæl så ikke mere. Lad ham lytte sig til resten.