Vis tekst

  Beskrivelse
  Kamptal
  Flere tekster

layout: spacer

Mugges hangouts

  Sidst opdateret: 28. nov 2003 18:09
  Kan læses af: alle

Mugge har en række faste tilholdssteder hvor man kan støve ham op, skulle man få brug for det:

Købmandsgårdens øverste etage i Den Gamle By:

Mugges "allerhelligste", hvis man kan sige det. En række rum med skæve døre, høje dørtrin, gamle trægulve og hvidkalkede vægge. Der lugter af gammelt hus, fugt, muselort og støv, og selv om sommeren æder stenene al varme. Mugge har en stabel genbrugsplaider og en madras i et hjørne, en god aftale med kustoden, og fra gavlvinduet kan man nyde synet af Prismet i glødende solnedgange. Man kan undre sig over hvorfor det skulle være fedt at opholde sig der, men det er et sted Mugge vender tilbage til når verden bliver for slem eller han har brug for at tænke i fred. Da han kom til Troldhøjs land i 2000, var det hans første hjem i lang tid, og han har aldrig rigtig sluppet det. Det er også hans primære ryge-sted.

Botanisk Have:

I bunden af Botanisk Have står Månestenen, og Mugge tager sit hverv meget alvorligt. Han cruiser ofte rundt i haven om aftenen og natten for at holde øje. Og så er Stenhaven kanon til at ryge fed i om sommeren. En overgang havde han et fortrinligt setup med en aldrende gartner i Væksthuset, som assisterede med diskret dyrkning af hampplanter bag palmerne i Kuppelhuset. Desværre blev gartneren langtidssygemeldt og hans nidkære afløser inddrog høsten og lukkede festen.

Caféområdet nede ved åen:

Her har Mugge hængt rigtigt meget, især om sommeren, men med den nye "firmapolitik" omkring åen er interessen dalet lidt. Han bruger stadig flokkene af fredagsstive handelsskole- og gymnasieelever til at lytte til. Ingen færdes mere i byens natteliv end folk på SU, og de lægger ofte mærke til ting som Mugge gerne vil kigge nærmere på. Ormens folk bliver sjældent stoppet af dørmænd eller aldersgrænser...

Mølleparken:

Byens gamle, traditionsrige hash-sted, som nu er blevet ryddet. Mugge hænger ofte på muren foran biblioteket om sommeren, dels for at se til parkens blodbøg, dels fordi mange forskellige mennesker krydser spor ude foran biblioteket. Måske kan han bare lide gennemstrømningen.

"Netværket":

I Århus findes der et uformelt netværk af folk, der ikke rigtigt laver noget og måske ikke har gjort det i mange år. De er på bistand, på førtidspension, på pjæk fra skolen eller uddannelsen, mellem jobs, mellem kærester, mellem noget ordentligt at tage sig til. Når byens erhvervsaktive population er myldret på arbejde, står netværket op med tømmermænd og morgenhår for at drive rundt mellem en endeløs række af mere eller mindre offentlige lejligheder. De ryger fed, ser video, handler en varm video eller et par CD'ere, drikker bajere, snakker om ingenting, og undgår at drukne i ensomhed eller kedsomhed. Nogen er kriminelle, andre er ikke, og det er ikke noget man snakker så meget om. Man skal kende nogen der kender nogen for at hægte sig på netværket, men til gengæld er det nemt at være der. Alle er ligeglade, bare der ikke er ballade. Mugge driver ofte rundt fra lejlighed til lejlighed for at have et øre til jorden, og selvom han ikke er specielt populær (Forbandelsen) tolereres han med vagtsom høflighed.