Vis tekst

  Sidst opdateret: 17. mar 2004 00:27
  Kan læses af: alle

Dette menageri udspiller sig den 27. februar i Århus. Ånderne snakker en del om det.

*****************************************************************************
Vend blikket udad. Væk fra regnvåde gader og floden af mennesker som Maskinen hver dag flytter fra det ene sted til det andet. Vend blikket ud i mørket, hvor logikken er ældre, og Maskinen har en sjæl. Derude er Århus et kroget og støvet sted. Gamle skygger af høje tynde bygninger klumper sig sammen mod kulden fra rene lyssøjler kastet af byens få glastårne. Men selv de har en kerne af forvredet fletværk og plastiske slyngtråde. Ånderne har en tendens til at holde sig til mørket og krogene, men de er mangfoldige, og man kan altid høre dem pusle og mumle.

Vend blikket udad. Spids ørerne. Hvis du lytter rigtig godt efter kan du høre denne mumlen. Du kan høre, at den i dag er steget til en ophidset brølen. I ånden af Vestergade er et spektakel af vrede og forvirring under opførelse. En stor skare af alt lige fra skyggen af byens dyr til løsrevne tanker og grinende skripier sværmer og kæmper, dykker og bider som var de et kort øjeblik blevet forenet i et fælles formål. En fører, en gylden skat som de elsker og ikke kan løsrive sig fra. Et kildevæld af evigt liv, jordens styrke, himlens vrede. Når sværmen ind imellem spredes afsløres denne skikkelse kort. Hans mørkbrune pels, hans blågrå frakke, hans dødbringende klør. I deres midte går en af Gaias stolte krigere, en af Fenris' udvalgte.

Krigeren er bange. Hans muskler er spændte, senerne i halsen står ud som reb mellem hals og skuldre. Hans øjne er spærret op som for at kølne den bronzeild der har brændt hans forstand væk. Fråden drypper kogende fra hans snude og svider de ånder der kommer for tæt på. Frygten har taget ham fuldt og helt og slider i ham med flodsede kløer og splintrede tænder. Han flygter fra dem i sin frygts vold og langer ud mod alt, hvad der kommer ham nær. Hans spor er brolagt med ligene af ånderne i hans følge. Men de er nødt til at følge efter ham, nødt til at kaste sig grædende og grinende mod hans ild. Drageild.

Langt væk hører han hendes latter og mærker hendes oppustede tryghed som et klart svar på hans egen ynkelige skrigen og den rustne vægt af hans frygt. Hendes navn er en skælvende absurditet på hans læber: "Connie." Nærmest et spørgsmål, men han ved ikke om han har rettet det mod sig selv eller mod hende. Han rækker en skælvende klo ud mod latteren for at give det tilbage, som han har stjålet. Vel vidende, at det aldrig vil ske. Så er hun i mængden. Det spindelvævsfurede ansigt smiler længselsfuldt til ham. En krum klo baner sig vej ud af det ene øje. Bag kloen, som har revet ansigtet fra hendes krop, griner Mugge sejrrigt.

Drageild flygter, men skaren holder fast i hans pels og i frakkens skøder. Deres hænder trykkes mod hans krop, deres øjne er store og måbende. Længselsfulde. Han kender dem. Kender den længsel. Kender de træk den forvrider. Sortmåne. Der. Hendes kløer famler mellem hans ben og hendes tilbedende øjne understreges af en hysterisk snerren. Bag hende kravler Fætte afklædt mod ham på hænder og knæ med en giftdryppende kanyle mellem tænderne, og på hendes ryg sidder Benedikte. Hun åbner sig med en almoderlig gæstfrihed og viser præcis hvor meget plads hun har til Drageilds fremtidige afkom.

Drageild flygter, men begæret fra septens kvinder har indkapslet hans krop. Han står som et monument i stål, urørlig, uopnåelig og fanget. Mika og Dina kradser øjnene ud på hinanden for at bevise, hvem der er Jarlen mest underdanig, mest værdig til at blive skændet af ham. Rianna iklædt laset plastik og rådden pels flår hans kind med en spids blålig tunge og hvisker ham sin hengivenhed med ligånde. En ulvinde lemlæstet af graviditet flår hende i stykker med en sølvkniv båret i en menneskelig klo. Rædslen, båret på ryggen af et skrig der baner sig vej helt fra hans væsens rødder, splintrer fængslet. Lydbølgen river dem alle i laser som gammelt pergament, blot for at afsløre andre ulve som hadefuldt bøjer sig for ham. Og bag dem selve byen der bølger og skælver i forventningen om hans befaling. De krænger alle deres inderste ud.

Drageild flygter, men Morild er foran ham med ryggen til, bøjet forover i en ældgammel gestus. Han vender sit ansigt bort, medens han rækker sin tromme bagud til Drageild som et offer. Fjeldhammer stirrer sultent på Drageilds mund og kaster sin fløjte for hans fødder. Som et kobbel af jagthunde ligger Aslak, Ildsjæl og Ask på hænder og knæ foran ham. Lænkerne fra deres halsbånd er fæstnet til Drageilds bælte. Deres vægt er ham for meget, og de trækker ham med sig. Jægeren er sine jagthundes slave.

Drageild flygter og septen flygter med ham. Ligegyldigt hvor han vender sig hen ser han dem skændet, ydmyget, underkastet med flåede skræv og blødende endetarme. Deres blikke flyder over med taknemmelighed, ligesom deres kroppe bærere tegnene på hans gavmildhed. Rundt og rundt i den labyrint som er Århus går jagten mod en endelig sort sandhed. Helt inderst. Et mørke som drejer om sin egen akse og hæver byens mørke vande i en rytmisk bevægelse omkring sig, ind mod sig. Og der lader septen ham flygte hen.

Drageild flygter. Og en stilhed indhylder ham. Han mærker frakkens tyngde slå mod sin krop i en doven brise. Mærker den kildrende prikken op og ned af underarmene af galde der siver gennem stift gaze. Han mærker smagen af blod i sin mund og synker de sidste kødstykker, stadigt tunge af gnosis og ladet med vrede. Han strækker armen frem og vinker det næste offer nærmere.

Drageild er den sorte gode.

Sangen er forbi.

Drømmeren

Vækkes

Blidt