Vis tekst

  Sidst opdateret: 16. mar 2004 22:19
  Kan læses af: alle

Dette er hvad ånderne har bragt videre om Troldhøjs blot den 15. november 2003 på Valpladsen. Infoen har IC været ude lige siden, men pga de meget få tilkaldte ånder (og koordinatorens sløvhed) er den først til rådighed nu. Find selv en god grund til det.

*****************************************************************************

Lyset fra en flamme springer grådigt i vejret og langer ud efter den omgivende nat. Den vokser, bider og flår i brændet under den og mørket omkring den. En latter af gnister spredes fra bålet, da en støvle sparker til træet. Med en insisterende hvæsen falder bålet til rette. Og begynder at fortælle sin historie.

To gamle mænd prøver at skærme sig for natten. Krumbøjede trækker de lasede kapper sammen om sig og ryster sig mod vinteren. Men de er mere stenstøtter end gamle mænd. Mere stinkende skygger af liv. Mere lus og skidt end hud og ånde. De stirrer på natten og mumler deres fortælling forbi hinanden. Den ene gamling og den anden gamling. Den første og den sidste. Minder om fordums levende gamlinge.

Kamp og flosset kærlighed. Flammerne længes i hissig iver efter det de ved vil komme. Gnistrende had og hårde ord. Ilden langer ud og brøler af sine små afspejlinger. En hird træder den ældste dans. Ingen kender dens trin. Blodet er et bånd der vil binde hirden sammen. Blodet er en regn som vil falde over de dansende. Det vil regne over ilden som allerede snapper hvæsende efter de dyre dråber. Hvert billede bliver sunget af ilden som danser sin egen gamle dans.

Den første gamling tørrer en dråbe væk fra sin næse og knipser den ud i verden. "De havde ham hos sig hele tiden," siger den anden gamling, en sølvhvid lok af hans ellers mørke hår trækkes ud fra hætten af et iskoldt vindpust. "De jog ham rundt og pustede til hans had," fortsætter han. "Han var et kar for noget større. De lyttede til en ældre tråd der bliver fortalt igennem ham." Den første mands stemme er dybere og mere rusten. Som kontinentalplader der skurrer mod hinanden. "En ældre tråd," samtykker den anden. "De startede blotet ved solnedgang. Da mørket kom kaldte de på os to." De to gamle nikker ude af takt og stamper lidt i lyngen.

Et stort lys forsvinder i vest og erstattes af det dunkle lys af tvivl, frygt og vrede. Flammer som fortærer, dengang som nu, lyser stensatte ansigter op. Alle som sten undtagen et som har samlet al hadet og al frygten i sig. Blanke øjne kaster flammeskæret tilbage fra sit skjul i skyggerne. Ilden husker det. Slynger billedet i grams.

Kontinentpladerne skurrer igen: "Vi to var ikke alene. Bedstefar Ild kaldte de også på." Den anden mand nikker, sølvlokken blafrende tyndt om næsen. "De kaldte også på ilden. Ikke andre. De skulle ikke kalde på andet, når han huserede. Den Oprindelige." De sidste ord er udtalt med lige dele fjendskab og respekt, og han spytter omhyggeligt på den sorte jord. Den første gamle mand nikker eftertænksomt. "Den Oprindelige har siddet i sin gamle hal længe nok," siger han og grundfjeldet i hans stemme afslører et kort øjeblik den ild der brænder i dybet under det. Den anden gamlings blik flakker for at fange den andens sikkerhed. "Men han var ikke meget for at vige pladsen. Han holdt sig fast og nu skal jeg strides med ham om retten til min egen efterkommer." Den første nikker og gentager: "Det var kun et kort besøg. Han har siddet der længe nok. Hallen er en anden nu, Sølvmanke."

Med et brøl rykker flammerne i deres trælænker. Der er lænker der binder og der er lænker der holder i live. Der er splittelse. Det som ilden altid vil søge væk fra hungrer den også efter. Nu søger den splittelsen i dem som står omkring den. To ansigter - det ene under det andet - kigger fra en mands krop. Et velkendt og et fremmed. Det nyeste er både uvelkomment og inviteret. Flammerne danser lykkeligt på deres fængsel.

Den ene gamling skutter sig og rykker i læ mod vinden i skyggen af den anden gamling. Den anden nikker med sit tunge oldingehoved og kradser noget af det komposterende skidt ud af håret. Det falder til jorden med en tung våd lyd. "Jeg sidder atter på det sæde min hirdsmand beredte mig og den Oprindelige strides om en ny hal nu." Sølvmanke nikker, hans gummer klaprende mod hinanden. "Og deres jarl har givet min knægt lov til føre koblet i kamp mod ham." Hans stemme er ikke helt fri for stolthed. "Ikke i kamp," mumler den første gamling. Sølvmankes blik danser op til det andet sæt øjne og væk igen. "Nej, ikke just i kamp så. Men for at få sat Den Oprindelige på plads." De nikker begge to en enkelt gang. Først den ene, så den anden. "Han mangler en plads," tilføjer en af dem.

Bålets lys kommer og går. Det rækker grådigt op mod det blanke vand i folks øjne. Det lægger sig og afslører uudtalte mysterier skrevet på sin glødende bug. Mysterier om unge helte, hvis høje flammer slukkes i kampens bølgen. Mysterier om helte der i årevis venter ulmende i skyggen af kongens trone.

En hånd griber i mørket efter skæftet på et rustent sværd. Det er der stadig. "Det er der stadig." Oldingen nikker og knuger om skæftet, så rusten drysser ud mellem fingrende på ham. "Nogle ting ændrer sig aldrig," fortsætter Sølvmanke. "Som nu ham deres cliath. Ham som før var i min knægts kobbel. Ham der..." Han glemmer at sætte lyd på sine overvejelser. "Toke," fastsætter den første. De tygger begge to blindt på navnet en rum tid, deres øjne rettet mod mørket i dem selv. "Han bliver sgu aldrig til noget. Nogen ting ændrer sig bare ikke." En nådesløs konstatering. "Alting ændrer sig," svarer den første. "Alting ændrer sig," samtykker Sølvmanke. "Nogle ting hurtigere end andre." Deres hoveder nikker ivrigt sammen, deres stemmer brummer enigt hinanden i møde.

Med et smæld farer flammerne til vejrs. Heftigt springende rækker de ud efter de skygger der flimrer frem og tilbage omkring bålet. Ilden sammenligner sig med deres hurtighed, deres heftighed, deres ambition. Og finder dem mangelfulde. Men de strider alligevel videre. De vokser og ser hinanden vokse. Med mistænksomme blikke. Med forsigtige bevægelser. Med mistro både mod høj og lav og ligemand.

En kroget hånd fingerer ved den filtrede masse af hår på hans hoved. En fletning har revet sig løs fra kagen af skidt og blade og faldet ned over hans skulder. Den består ikke kun af den gamles stålgrå, børsteagtige hår, men har mange længder og farver af hår flettet sammen. Sølvmanke tørrer vandet fra sine rindende øjne og nikker mod den andens fletning. "Der er sgu da kommet et par tråde mere i siden sidst, hva." Den anden gamling nikker og putter eftertænksomt fletningen i munden. "Og et par stærke tråde, er det," grunder han, medens han sutter undersøgende på den. "En ny og en gammel. En frivillig og en modvillig," mumler han videre med munden fuld af hår og blade og størknet blod. "Og den gamle var oven i købet gået tabt." Han spytter noget mørkt og levende ud på den sorte jord. Et stykke tid stirrer han granskende på det under de stride grå øjenbryn. Så træder han eftertrykkeligt på det til det ligger helt stille. Et stykke tid stirrer de begge tavst på liget i gamlingens fodtrin. "Så må vi håbe han bliver her denne gang," knurrer en af dem stille.

Og flammernes dans bliver vildere og heftigere. Og skyggerne omkring dem bevæger sig vildere og heftigere omkring. Så bliver de stille. Så viger de tilbage med vrede og frygt. Så farer de frem med vrede og frygt. Så glædes de. Så sørger de. I hvert hjerte afspejles flammen.

Et særligt kraftigt vindstød får dem begge til at bide tænderne sammen og læne sig mod vinden. Kapper og hår blafrer omkring dem. Kulden sætter sig tungt i knoglerne og lægger sig som et beskyttende lag på huden. En rusten gøen sprænger sig vej over den første gamlings sprukne læber. Sølvmanke sender ham et blik. Så ler han med. "Sikke et forbandet rod han fik efterladt den gang." Den første nikker tungt. "Og siden er det vokset så meget, at de er nødt til at slås om det," fortsætter den anden. "Han rydede op." Sølvmanke klapper i ved den førstes kommentar. Så ryster han på hovedet. "Han gav dem, hvad de ville have, fordi han ikke kan glemme." Et hurtigt blik finder den anden. "Han er skjald, hvad havde de forventet?" Den førstes øjne forsvinder i skyggen af rynkede bryn. "De fik, hvad de bad om!" Deres hjerter hamrer et par stilheder ud af natten. "Sådan vil han i hvert fald fortælle det fremover," mumler Sølvmanke til svar, og det bliver der ikke sagt noget til. "Men Slørbryder fik da lov at føre een til Evighedens Hav." Emneskiftet er brat og nødvendigt. Det følges taknemmeligt op af den første. "Blotrite, håndfæstelser og Evighedens Hav. En god aften for en gode. En håndfæstelse for første gang." "Første gang," lyder ekkoet fra den anden. "Første gang."

Kælent slikker ilden om sine bånd og smyger sig op mod skyggerne. Som en hund der tigger om mad hos sin herre. Gløderne sender sine pulserende kuldegysninger ud i mørket som et ekko af de mange opmærksomme hjerteslag. Deres ild brænder også lavt og sultent.

Sølvmanke vender sig om mod horisonten og trækker kappen sammen om sig igen. Han kigger op i regnen og tager det første skridt væk fra den første gamling. Den første stopper ham. "Hvordan tror du det vil gå ham denne gang?" Et mærkeligt spørgsmål fra den kant. Sølvmanke fanger en loppe idet den bider sig fast i den løse hud på hans hals. Han knuser den omhyggeligt mellem tommel- og pegefinger og vinder lidt extra tid at svare i. "Jeg kender ham jo ikke som du gør, Beowulf." Svaret bliver mødt med afventende tavshed. "Du ved jo godt det ikke kun er i hans hænder, Beowulf." Tavsheden tårner sig endnu højere op bag ham. Sølvmanke vender sig om. "Det må guderne vide. Guderne og ham selv, går jeg ud fra." Sølvmanke ser Beowulf i øjenene. "Hvordan kommer det til at gå ham denne gang, Beowulf?" Beowulf nikker langsomt. En lille strøm af regnvand løsnes ved sin egen vægt fra hans hår og efterlader et muddersort spor ned over hans kind. "Det må gå som det skal gå. Det må gå dem allesammen som det skal gå." Godt tilfreds med sit eget svar vender Beowulf om og tudser ind i sin høj igen. Sølvmanke står tilbage i regnen og bander for sig selv. Så går han også.

Og skyggerne forsvinder, og derefter ilden. Den dør ud, da der ikke længere er føde for den. Tilbage er mørket. Mørket lægger sig roligt over blotstedet. Det undrer sig over, hvad det mon var der for et kort øjeblik skubbede det til side og dansede en ældgammel dans i dets fravær. Men det får aldrig svar, og hvad skulle det også bruge det til?