Vis tekst

  Beskrivelse
  Kamptal
  Flere tekster

layout: spacer

Endnu en spådom

  Sidst opdateret: 21. feb 2005 04:36
  Kan læses af: alle

Jeg har drømt om tegn og varsler.
Jeg har drømt om de sidste dage.

Jeg har set en gammel fjende dukke sig for stjernerne
Hans navn er skrevet i blod på en hules væg.

Jeg har set en gammel ven brænde
på en klippe i et stormfuldt nattehav.

Jeg hører lyden af ørnes vinger i mørket
De fjerner sig fra mig og nu hører jeg intet.

Og et sted dundrer nogen på en dør
med en lyd som en knoglefyldt brænding.

Jeg kan mærke mine lemmer bundet af slyngplanter,
min krop tynget ned af dyssesten.

Jeg kan mærke mægtige poter grave jorden over mig væk
og erstatte den med varmen fra min faders ånde.

Den ånde lugter af sejr
Den ånde lugter som sand og tusind års blæst.

En lugt som varmt blod der løber fra mit hjerte
Som suppe hældt over i en træskål fra tre kvinders gryde.

Jeg står på verdens tag og under mig løber folkeslagene mod en mægtig spalte.
Over dem flyver ørne og blandt dem løber ulve.

Og stormen pisker havet op og slukker en enlig flamme. Det skyller knoglerne væk fra brændingen og forvandler dyssestenene til sand. Jeg ser den gamle ulv i øjnene, og som den løfter hovedet mod himmelhvælvingen vender jeg den ryggen og forlader bålet.