Vis tekst

  Sidst opdateret: 07. maj 2006 20:45
  Kan læses af: alle

En gang i løbet af november begyndte Drageild at bruge det meste af sin tid på en af de kunstige høje omkring Gellerup. Her er god udsigt over boligblokkene og der blæser en skarp vind, når mørket falder på. Det er et sted, hvorfra varmen hurtigt forsvinder. På toppen af højen er et plateau med en lille forhøjning i den ene ende. På forhøjning sidder en pind taget fra en eller anden kommunal afspærring - rund og med rød/hvide advarselsstriber snoet ned af, og ved siden af den sidder Drageild. Han har blikket fæstnet på lysene dernede og taler ofte med sig selv. Ofte højt. Højen er ikke længere så besøgt og hjulsporene efterladt af kvarterets scootere og knallerter er gamle.

Besøger man Drageild har man kun fået korte svar leveret med en irritabel mine. Det er den behagelige Drageild. Der er også de sene nætter, hvor man finder Drageild med frygten lysende ud af øjnene udspyende særheder og halvprofetiske, meningsløse remser, så spyttet flyver en om ørene.

Ca en gang om ugen er Drageild ikke til at finde, for der sover han hos Bjørnen. Det er op til hans ugentlige fravær, at han er mest sær.

En sjælden gang imellem kommer Drageild ned fra sin høj og kigger til landet og dets folk, men altid meget kortvarigt. Når der har været blot har han sagt, at nogen vel er nødt til at holde øje med Goden, og man kan tydeligt høre på ham, at han ikke taler om nogle af Troldhøjs goder.

I al den tid besøger han ikke hverken Sorthøj eller Viborg og lader dem sejle deres egen sø. Da foråret kommer dukker han pludselig op og tager med til københavnerblotet uden at kommentere det mindste på det. Da han kommer hjem traver han direkte op på højen igen og bliver der.