Vis tekst

  Sidst opdateret: 06. okt 2007 15:35
  Kan læses af: alle

Med et sidste kæmpetag hæver ulven sig i sin dommerform op på taget af Prismet. Han har godt fat i en håndfuld af de tråde af drøm og følelse, der udgør tårnets spirituelle reflektion, og et par nervøse spindlerånder kribler irritabelt rundt, og prøver at rette op på de ødelæggelser, han er skyld i.

På Prismets skrå tag ruller ulven sig om på ryggen for at puste ud. Det er en af de dage, hvor han ikke er ung, og alderen trykker. Han spekulerer på, hvorfor han i det hele taget fandt på at kravle herop, og kommer ikke frem til noget svar. Et langt øjeblik betragter han det umbrale Århus - lytter til de dumpe subsoniske drøn fra rådhuset, dæmpede skrig fra Botanisk Have, en lav, vred brølen af biler fra ringvejen.

Så vender han sig møjsommeligt for at rejse sig op og stivner. Under ham er overfladen ikke længere et sammensurium af spundne tråde, men glat og klar som glas. I glasset stirrer en skikkelse tilbage op på ham. Ulven lægger hovedet på skrå, men reflektionen sidder bare stille med hovedet let sænket og de mørke øjne fæstnet på ham. Reflektionen er sig selv meget bevidst, det ses tydeligt, og den har antaget en dramatisk positur med det ene ben trukket op under sig og det andet strukket ud bag sig som sidder den på spring. Ryggen er let krummet og den ene hånd holder en sort tromme, medens den anden hånd er en ulveklo dryppende af blod og flået kød. Bortset fra den grå frakke er reflektionen klædt helt i sort og fra hans ører og læbe glimter smykker med mystiske symboler. Længe betragter de hinanden.