Vis tekst

  Sidst opdateret: 09. aug 2010 02:51
  Kan læses af: alle

"Du sidder i min stol!" Ulven ser op fra cirklerne på gulvet og møder en vred flamme i Vredens Pris' blik. Han flytter lidt på sig på det hårde træsæde og lader hånden glide over skægget i en hurtig bevægelse. Bag Vredens Pris står en tung og tæt forsamling. Snerrende og savlende, med gnistrende klør og blottede tænder bakker septen deres jarl op. Udsagnet fylder rummet ud og stækker ulvens ånde i flere smertefulde sekunder. Han læner sig tilbage og møder ryglænets lodrette, ubønhørlige mur. De kantede træudskæringer trykker mønstre ind i hans hud, som han skubber sig tilbage i sædet. Ulven rømmer sig og blinker med øjnene. Hans blik søger igen mod cirklerne i gulvet, ridset så dybt, at stenstøvet ligger som små landskaber omkring stregerne. Han følger dem med øjnene og vælger en rute, hvor de krydsende streger lader hans blik springe fra cirkel til cirkel. Han er tør i munden. Udsagnet bølger frem som en trykbølge og bag det avancerer Sorthøjs sept med deres jarl i spidsen. Vredens Pris åbner munden og brøler, "hører du, hvad der bliver sagt?!!" Ulven rømmer sig lavmælt.

Drageild forlader landsblotet så snart muligheden byder sig. Han falder i umbraen kun få minutter væk fra blotpladsen og skræmmer en sky af ånder op, der flakser og piler i alle retninger, forbrændt og flået af trykbølgen fra hans raseri. Først da hans skygge har forladt dem, lister de efter ham med dukkede nakker og bøjede rygge. Han iler over landet i en lige linje, indtil tilfældighederne fører ham til en jagthytte i en lund. Han sprænger døren og stopper først midt i stuen for at kigge sig omkring. "Du har ingen ret her, gamle ulv." Fuglemesterens stemme er kroget og skinger som de ørne, der fulgte hende i live. "Du er tom. Du er allerede ved at blive ædt af den glemsel, du selv har udfordret." Forfaderen ser hen på ham fra sin stol ved ilden. På hendes hoved sidder ørnen, lige så stor som hendes indsunkne krop med kløerne boret ind i hendes blodige skalp. Deres øjne er ens, evigt opvakte og sultne. "Kryb afsted med dig Drageild. Find dig et sted at dø i regnen. Arneløs! Frændeløs! Æreløs!" Drageild åbner hendes brystkasse og efterlader hende på taget af hytten med ribbenene stikkende ud fra ryggen, som de vinger, hun aldrig selv fik i live. Han rider ørnen over landet, over vandet og over byen. Den bliver efterladt kværket og radbrækket ligesom sin herskerinde på taget af den gård, der for tiden er hans hjem. Han går ind i ladens mørke og lægger sig til at drømme. En drøm så stærk, at den vågner og i et liv, der strækker sig fem månefaser, vandrer over landet i en skæbnetung søgen efter et sted at dø i glemsel.

Ulven ser op fra sit sæde og ser roligt Vredens Pris i øjnene. "Du er ikke Vredens Pris. Dette er ikke Sorthøj sept. Der er ingen stol. Der er kun mig!" Han rejser og løfter trætronen højt over hovedet og knuser den mod jorden. "Du er her for at møde en skjald og du skal give mig en gave som tak." Han løfter ånden op og binder den til sin ryg. Hans fødder har allerede fundet mønstret i gulvet og er begyndt at følge ruten ud af drømmen. "Du skal bøje dig for mig og takke mig med tårer i øjnene. Du skal kysse min fødder og tilbyde dig selv til min afbenyttelse. Du skal trygle og græde og skrige, før jeg slipper dig. Men der er kun en ting jeg vil have, og jeg stopper ikke, før du tilbyder mig det!" Ulven lægger drømmen bag sig og falder gennem Afgrunden mod et absolut intet. Som virkeligheden slipper sit tag i dem og ånden begynder sit klageskrig, vokser ulven for at dække det stadigt dybere tomrum. Omkring dem hvirvler minder som askeflager. En monolit på en slette, tabet af en jarlpost, et ridt på drage, et overgangsrite, en for længst glemt skolegård, lugten af modersmælk til der kun er enkelte varme hjerteslag og små glimt af blødt, rødt lys med stadig større afstand imellem. Ånden bliver tavs en stund og giver så ulven sin dyrebareste gave. En revne mellem verdner. Begyndelsen på den store enhed. Ulven klamrer sig til en undfangelse og lader sig føre med op i lyset igen. Han slipper sin lærer fri og giver den blod og ånde at drikke til den har genfundet sin styrke. Den smiler til ham med små skarpe tænder og smutter væk i en sprække.

Drageild vandrer tilbage mod kød og jord og hver gang han møder en hindring råber han højt, "jeg er Drageild Drømmemester, jeg kender sprækkerne mellem verdner og drømmer om den store enhed!" og vejen blottes for ham.