Vis tekst

  Sidst opdateret: 12. feb 2011 18:20
  Kan læses af: alle

Hans øjne er fæstnet på himmelen, men ser ikke noget. Omkring ham har hans blod har smeltet et stort mudret krater i decembersneen perfekt i symmetri med det gabende hul i hans brystkasse. Dunk-dunk. Hans hjerte, blotlagt for den bidende blæst, banker stædigt liv ud i kroppen og blod ud i sneen. Han er ikke døende, men langsomt på vej tilbage til livet. Hjertet er en knudret masse af arvæv, og det trævlede og flåede kød, der omgiver det, bevæger sig i små ryk og trækninger. Knoglesplinter skubbes ud af såret, medens ny knogle dannes og de flåede muskler strækker sig ud efter hinanden igen.

Hans øjne er fæstnet på himmelen, men ser kun den afgrund han stod på og som nu atter sløres i tåger. Tredje gang har han set ned i denne afgrund. Tredje gang er enden på den mørkeste af stier ham forment. Tredje gang tvinges han til at vende om og igen tage bolig i sit tunge kød. Første gang lød han sine frænders bud, da de hentede hans ånd hjem og gav den plads i hans fortabte krop. Anden gang lød han sin skæbnes bud, da den tvang ham til at betale prisen for sit hovmod og blive en træl af Landet. Nu lyder han intet andet end sit eget bud, da hans krop i blind og dum stædighed nægter at dø.

Hans øjne er fæstnet på himmelen, men ser ikke andet end forræderi og svig og hæslig niddingsdåd. Han søger efter den harme, han burde være fuld af. Hævntørsten. Hadet. Han finder det ikke. Kun en tung inddifference og en sælsom sugen i brystet. Et fravær af interesse slider i alt, hvad han er som et vakuum, der desperat ønsker at udlignes igen. Han læner sig væk fra det og husker sin moders ansigt. Han beslutter sig for at gøre, hvad der forventes af ham, og som hans brystkasse gror helt sammen rejser han sig og forlader stedet.

Hans øjne er fæstnet på himmelen og ser ikke de ånder, der er samlet omkring ham. Men han hører deres hvisken og mærker deres iver efter at bringe nyt om Drageilds fald. Hvordan hans hovmod bragte Sorthøjs vrede over ham. Hvordan hans storhed bragte Sorthøj til at besejre ham ved svig. Hvordan hans styrke bragte Sorthøj til at falde ham i ryggen, da han var alene. Hvordan hans navnkundighed bragte Sorthøj til at flå hjertet ud af brystet på ham og tage det med sig hjem. Fortællingen om Drageild, den trende slagne. Ulven der blev mere kendt for sine nederlag end for sine sejre. Ulven som skal dø i glemsel.