Vis tekst

  Sidst opdateret: 03. jun 2011 03:30
  Kan læses af: alle

Om morgenen en regnvåd majdag forlader Drageild og Vandrer i Mørke gården og vandrer på må og få nordøstpå ad stier og over marker. En stund stirrer de ud over den umbrale Roskilde Fjords mørke vande. De prøver i stilhed at danne mønster i den rytme hvormed de elfenbenshvide monolitter hæver sig af vandet mod himmelen kun for at briste i tusinder af regndråber, der hvæsende falder ned over kysten. Deres rute tager dem senere videre østover. De rider på bæltets tæmmede bølger mod Fyn og efterlader dem oprørte og rasende. De kæmper sig igennem de hadske og ødelagte væverånder ved motorvejsnettet ved Fredericia, der med blottede motorer skyder konstante eksplosioner af sortgrøn galde mod alt, hvad der bevæger sig. Herefter springer de på skolopenderen den sidste strækning til Århus, hvor de gør sig bemærket for holderen af landet. Efter at have hilst, drukket og givet hånd, sluges de med et sølvernt suk af månebroen.

Om eftermiddagen en tordentung majdag ankommer Drageild og Vandrer i Mørke for foden af en vulkan og står et øjeblik med blanke øjne og tager landskabet ind, mens de desperat prøver at få vejret. En ældre kriger giver dem hånden og brummer en lavmælt velkomst. Sæmund Jarl har kaldt gæster til for at overvære det ældgamle vulkanrite. Drageild og hans frænde er ærede gæster i Grimsvötn sept. I skumringen vandrer de ud af umbraen og finder et leje i septens langhus. De sover dårligt. Grimsvöttn dirrer i undertrykt spænding under dem. Dens ældgamle raseri er tæt på et udbrud, og dens dunkle muspeldrøm siver ud i de sovende ulves søvn. Ild fylder natten og efterlader ulvene fulde af heftigt raseri og svulmende hjerter. Dagene slæber sig afsted.

Om aftenen en himmelbleg majdag træder Drageild og Vandrer i Mørke frem under Grimsvötn som den sender en dunkelrød næve mod himmelen i en demonstration af Fjørgyns og fader Surts styrke. I umbraen træder Grimsvötns fylgja frem i al sin gloende vælde for igen at møde sin betvinger. Til Ingolf jarls monotone galder tilbagelægger en ganske ung rotagar ved navn Refurinn den lange tur til krateret. Med et kækt nik med hovedet mod vulkanguden over sig forsvinder han i det brændende dyb. De næste dage går med de mange daglige riter og sange til Grimsvötns ære. Ingolf fører an i den lange sungne fortælling om vulkanritets begyndelse ved septens fødsel lang tid før Island blev navngivet af driftige vikinger, og om hvordan de uafbrudt siden har udført ritet, hver gang vulkanen vågnede af sin slummer hvert sjette eller syvende år, mens Drageild i skyggerne bagerst i langhuset beretter en anden historie for Vandrer og ritets andre gæster.

“Grimsvötns folk har ligesom Troldhøjs været trængt længe. De har lige akkurat holdt sig i live gennem Fenrirs lange vinter og mange af deres gamle riter er for længst glemt. Vulkanritet har ikke været udført i århundreder. Ritet vågnede til dem ved et tilfælde, da vulkanen kom til udbrud sidst. De prøvede svigefuldt at myrde en af deres unge opsætsige hvalpe ved at sætte ham til at betvinge vulkanen.” Drageild nikker sigende til Vandrer med et skævt smil. “Hvem tror du det var? Ja lige akkurat. Olaf som nu er Slægtsløs - ingen anden. Han narrede vulkanen til at gå til ro igen og kom sejrrig ud af sin udfordring. De var nødt til give ham hans rang og sendte ham til Danmark for at lære i håbet om aldrig at se ham igen. Han havde jo fået dem gældsat til deres egen fylgja op over begge ører, og det er derfor vi er her i dag - til vulkanritet, som om de altid har udført det.” Drageild ler længe for sig selv over sine egne ord. Gæsterne udveksler undrende blikke.

Om natten en askemæt majnat samles Drageild og Vandrer med Grimsvötn sept for foden af en indslumrende vulkan. Der er gået fem dage og ritet er slut. Alle blikke er fæstnet ved det fjerne krater, der stadig udspyr tunge damptåger. Ingolf Godes galder er endelig forstummet. Omkring dem slutter hærskarer af ånder op for at overvære det nye gamle rites sidste hjerteslag. Vulkanens åndedrag dør ud og ulvene holder vejret. Tunge hjerteslag hamrer tid ud af tavse kroppe. Ingolf Gode vender sig mod flokken, tager dem et øjeblik ind med et hvast blik under de tunge øjenbryn, inden han baner sig vej igennem dem med retning mod langhuset. Dem tæt på ham hører ham lige mumle, “hvorfor kunne han ikke have taget den første?” Flokken står alene tilbage, indtil Sæmund Jarl bryder tavsheden. “Han kommer ikke. Grimsvötn har taget Refurinn som gave fra sin sept. Olaf er stadig betvinger.” Hans mundvige trækkes et øjeblik nedad i indestængt vrede. “Vi går hjem og drikker den faldne hinsides.” Drageild venter med at gå, til jarlen har passeret ham. Et lille smil kruser hans læber, som hans hånd finder Vandrers.