Vis tekst

  Sidst opdateret: 05. feb 2012 19:14
  Kan læses af: alle

Der var en sept langt mod nord skjult bag fjelde og snetækte tinder. Ingen broer bandt dem til andre septer og mange år kunne gå uden nyt kom til. Den sidste rotagar, der var blevet sendt efter nyt, havde fjeldet taget og på klare dage kunne septens ulve se hans fronse lig som en fjern plet på den hvide tinde. Til et blot blev septens eneste tilbageværende rotagar pålagt at rejse ud og høre nyt fra verden.

Han rejste over de stejle fjelde til hans poter blødte og til frosten sad dybt i hans knogler, og da han nåede en sept sydpå i det varme og rige Danmark var han døden nær. Her blev han budt velkommen til blot og givet kød og sødt øl og varme fra bålet. Han sagde ikke noget til hele det blot, men gentog blot hvert eneste ord, der blev sagt, og ordene listede hjem til hans sept på hviskende fødder. Han blev efter blotet var slut til sommeren kom. Han fulgte bondemanden bag hans plov og hviskede den fede sorte jord og det gyldne korn hjem på hviskende fødder. Han blev til sneen faldt igen og hviskede arnens bulrende ild og de tyste fnug og månelyset og yuleøllet og de smilende døtre med deres gavmilde bryster åbne lår hjem til sin sept på hviskende fødder. Han blev i Danmark i tre år og alle tre år hviskede han hjem på hviskende fødder.

Da de tre år var gået vidste han, at han måtte hjem. Han bød det rige varme land farvel og rejste over fjeldene til hans poter blødte og kulden gnavede i hans knogler. Men da han nåede sin sept, døden nær, var bålet koldt og det eneste han fandt var hviskende ord på små kolde fødder og ligene af hans frosne frænder med længselsfulde smil på læberne. Rotagaren tændte bålet en sidste gang og holdt et sidste blot ene ulv. Hvert ord han sagde listede væk på hviskende fødder og sådan fik vi det hviskende rite.